Det abstrakte problem med døden

Døden er et meget mærkeligt punkt på en to-do-liste.

Bestil tid hos tandlægen. Forny passet. Beslut, hvad der skal ske med din krop, når medicinen ikke længere kan hjælpe dig.

Det tredje punkt ser ud, som om det er kommet med ved en fejl.

Jeg forstår godt, at folk skyder det til side. Når man er rask, føles døden både uundgåelig og helt løsrevet fra netop denne tirsdag.

Der er ingen modsigelse i den følelse. Du ved, at døden vil komme. Du oplever bare ikke den viden med samme styrke som et møde i morgen tidlig eller en regning, der forfalder i næste uge.

Det er problemet med dødens abstrakte karakter.

Det er ikke, fordi vi ikke forstår, at vi er dødelige. Det er, fordi en begivenhed uden en konkret dato for én selv altid viger for alt det, der allerede står i kalenderen.

Hvorfor døden aldrig føles nærværende

Forestil dig din egen død.

Du ser måske et hospitalsværelse, en begravelse, din familie eller en verden, der fortsætter uden dig. Men du er stadig til stede et sted i billedet og betragter det, der sker.

Her støder forestillingsevnen på sin grænse. Vi kan forestille os omstændighederne omkring vores død. Vi kan ikke forestille os vores eget fravær og bagefter vende tilbage med brugbare indsigter.

Derfor er døden let at forstå intellektuelt, men svær at mærke følelsesmæssigt. Vi ved godt, at det er en kendsgerning, men lever videre, som om den først og fremmest gælder andre.

De fleste vigtige beslutninger fungerer ikke sådan.

En universitetsansøgning har en frist. En graviditet ændrer kalenderen. Et utæt tag får synlige og stadig dyrere konsekvenser.

Døden kan forblive stille i årtier. At skyde emnet foran sig kan se ud til ikke at have nogen konsekvens.

Men når døden indtræffer, bliver konsekvenserne pludselig konkrete.

For Tomorrow.bio er et dødsfald ikke en abstrakt situation. Det kræver et telefonopkald, et konkret sted og tidspunkt, en læge, en række dokumenter og en medicinsk indsats, som skal iværksættes.

Indtil da kan situationen have føltes som et filosofisk spørgsmål. Efter det bliver hvert minut afgørende.

Vanskeligheden er, at de vigtigste beslutninger skal træffes, før den grænse er nået.

At gøre ingenting fører stadig til et udfald

Der er en anden grund til, at folk kan undgå at beslutte sig. At gøre ingenting føles neutralt.

Det er det ikke.

Hvis du dør uden en fungerende ordning, sker der stadig noget med din krop. Et hospital, en bedemand, en myndighed eller en pårørende vil følge de juridiske og praktiske procedurer, der er til rådighed.

Normalt ender det med begravelse eller kremering. Det er konkrete resultater, ikke et tomrum, hvor et valg ellers kunne have været truffet.

Alternativet til at træffe en beslutning er ikke at undgå, at der træffes en beslutning. Det er at lade de almindelige procedurer afgøre det for dig.

Det gælder især ved kryonik, fordi en personlig holdning ikke i sig selv kan sætte en kryopræservering i gang.

Indsatsholdet skal underrettes. Finansieringen skal være på plads. De rigtige dokumenter skal være tilgængelige. Dine nærmeste skal vide, at Tomorrow.bio skal kontaktes.

At et familiemedlem siger: “Ja, jeg vidste, at det var dit ønske,” er ikke det samme som at have en ordning, der faktisk kan sættes i gang.

Vi har set tilfælde, hvor underretningen kom for sent, hvor den planlagte finansiering ikke var på plads efter dødsfaldet, eller hvor en partner først forstod beslutningen, da situationen blev akut.

Gode intentioner løser ikke den slags problemer. Det kræver en ordning, der fungerer.

Ensuring your wishes are followed forklarer, hvorfor beslutningen skal fungere i det øjeblik, hvor du ikke længere selv kan redegøre for den.

Du kan teste, hvor robust din nuværende plan egentlig er, med et par ubehagelige spørgsmål.

Hvis du døde i nat, hvem ville så ringe til os? Hvor ville de finde nummeret? Er finansieringen allerede sikret, også hvis nogen skifter mening?

Ved din partner det? Ville hospitalet eller bedemanden få klare instrukser?

Hvis disse spørgsmål ikke har noget svar, er planen stadig abstrakt, uanset hvor oprigtig din holdning er.

Et chok ændrer opmærksomheden, ikke beviserne

Da vi interviewede medlemmer om, hvorfor de endelig blev medlemmer, fortalte mange, at de havde kendt til kryonik i årevis.

De havde ikke brugt al den tid på at undersøge emnet løbende. Ideen lå simpelthen i baggrunden, mens hverdagens krav fyldte mere.

Så bragte noget den frem i lyset.

En fødselsdag gjorde alderen synlig. En bekymring for alvorlig sygdom ændrede stemningen. En nærtstående døde. Et forhold sluttede. Børnene blev store.

Nogle gange var udløseren praktisk, for eksempel en beslutning om forsikring eller opdagelsen af, at der findes en troværdig udbyder i Europa.

Udløserne var forskellige, men mønstret er værd at bemærke. I mange tilfælde havde grundlaget for at overveje kryopræservering ikke ændret sig, da de traf beslutningen.

En begivenhed i livet gjorde et gammelt spørgsmål aktuelt.

Jeg finder det interessant, fordi det viser, hvad mange mennesker egentlig venter på. Ikke et bedre argument. Ikke endnu en afgørende undersøgelse.

De venter på, at døden holder op med at føles abstrakt.

Det kan man godt vente på. En dag vil livet nok give en påmindelse.

Men det kan også betyde, at du først kommer til at tage stilling på det værst tænkelige tidspunkt.

En skræmmende diagnose kan påvirke mulighederne for livsforsikring. Et dødsfald i familien skaber sorg, ikke overskud til eftertanke. Din egen uventede død gør det umuligt at træffe beslutningen.

Det er derfor, at milepæle og bekymring for alvorlig sygdom føles afgørende. De gør tiden synlig.

Men de ændrer ikke på den videnskabelige usikkerhed. Kryopræservering er fortsat forbundet med stor usikkerhed, uanset om man overvejer det i ro som trediveårig eller under pres efter en dårlig besked.

Jeg tror ikke, at løsningen er at gøre folk bange tidligere. Angst er ikke en erstatning for eftertanke, og Tomorrow.bio bør ikke skabe en krise for at få folk til at træffe en beslutning.

Løsningen er enklere: Tag stilling, mens du stadig kan gøre det i ro.

Spørgsmålet “Hvad føler jeg om døden?” er næsten umuligt at besvare fyldestgørende.

Spørgsmålet er for stort. Det blander medicin, familie, identitet, religion, angst og livets mening i én og samme samtale.

Det er ikke underligt, at mange opgiver at tage stilling.

Et mere afgrænset spørgsmål er mere nyttigt: Hvis nutidens medicin ikke kan redde mig, hvad ønsker jeg så, at der skal ske?

Nu bliver mulighederne konkrete.

Du kan vælge begravelse. Du kan vælge kremering. Du kan donere din krop til forskning, hvis det er muligt. Eller du kan forsøge dig med kryopræservering.

Kryopræservering lover ikke genoplivning. Formålet er at bevare kroppen, især hjernen, i håb om, at fremtidens medicin måske kan reparere skader, som nutidens medicin ikke kan.

Den forventning kan slå fejl. Den videnskabelige usikkerhed er reel, og det er ikke muligt at genoplive et menneske i dag.

Beslutningen kræver dog ikke, at du finder et svar på døden som sådan. Den handler om, hvorvidt du foretrækker et usikkert forsøg på at bevare muligheden for en eventuel genoplivning i fremtiden.

Du kan stadig svare nej. Det er en gyldig beslutning.

Det bør man tænke nærmere over, hvis svaret er “ikke lige nu”, uden at der er noget konkret, som forventes at ændre situationen.

Har du brug for mere dokumentation, så afklar, hvad du konkret er i tvivl om. Er prisen problemet, så undersøg den konkrete finansieringsmulighed. Har din partner indvendinger, så tag den samtale, før det bliver en nødsituation.

The great inertia begynder, når svaret allerede står klart, men en praktisk hindring endnu ikke er afklaret.

Denne artikel handler om skridtet før det: at gøre en fjern kendsgerning konkret nok til, at du kan tage stilling.

Du behøver ikke leve i dødens skygge

Nogle undgår at planlægge, fordi de ikke vil have, at døden fylder deres liv. Jeg forstår den tilbøjelighed.

Meningen med kryonik er ikke at blive optaget af døden. Det handler ikke om at bygge en identitet op omkring tanker om død, kontrakter og nødprocedurer.

Det handler om at leve og derefter holde én mulighed åben, når nutidens medicin ikke længere slår til.

Du behøver ikke tænke på din død hver morgen. Du skal tænke det grundigt igennem én gang, få ordningen på plads og gennemgå den igen, når noget vigtigt ændrer sig.

Sådan håndterer vi mange alvorlige, men sjældne risici. Vi går ikke rundt hver dag og forestiller os en husbrand. Vi installerer røgalarmen, mens der er ro i huset.

For medlemmer af Tomorrow.bio er den praktiske fremgangsmåde enkel.

Medlemskabet skal være aktivt. Kontrakten og finansieringen skal være på plads. Nødoplysningerne skal være tilgængelige. Din familie eller andre relevante personer skal vide, hvem de skal kontakte.

From “maybe” to “done” forklarer disse trin. Tomorrow.bio står for den medicinske indsats, den lokale koordinering, dokumentationen og transporten, når ordningen aktiveres.

Din opgave er ikke selv at skulle planlægge indsatsen i en nødsituation. Din opgave er at sikre, at ordningen kan sættes i gang, uden at du selv skal forsøge at redde situationen i sidste øjeblik.

Døden vil nok forblive abstrakt, så længe du er rask. Det er helt fint.

Meningen med at planlægge er ikke at tvinge dig selv til at føle frygt. Det er at forhindre, at udfaldet afhænger af, om du når at blive bekymret i tide.

Afsæt en rolig aften til at tage stilling. Beslut, hvad du vil. Hvis svaret er kryopræservering, så få ordningen på plads, mens det hele stadig føles en anelse uvirkeligt.

Vend så tilbage til livet.

Læs mere

• The great inertia
• Hvorfor milepæle og bekymring for alvorlig sygdom føles afgørende
• From “maybe” to “done”