Der findes et tankeeksperiment, der måske lyder som en selskabsleg, men som rejser et af de vigtigste spørgsmål i dette Codex. I løbet af livet udskiftes næsten alle kroppens atomer. Proteinerne i dine synapser i dag er ikke de samme proteiner, der sad der for ti år siden. Alligevel vågnede du i morges som den samme person, der gik i seng aftenen før: samme minder, samme dialekt, samme ørehængende sang. Derfor er der et spørgsmål, det er værd at tage helt bogstaveligt. Hvis du ikke er dine atomer, hvad er du så?
Det svar, som biostasis bygger på, kan formuleres helt kort. Du er ikke dine atomer. Du er den måde, de er ordnet på. Alt det, der gør dig til dig selv, fra minder og præferencer til din særlige sans for humor, ligger ikke i hjernens stof alene, men i dens struktur: i forbindelserne mellem omkring 86 milliarder neuroner og de mange billioner synapser mellem dem. Hvis strukturen bevares intakt, bevares personen også, selv om atomerne udskiftes. Det er den bærende antagelse bag biostasis, og derfor er det værd at se præcis, hvorfor den er mere end en trøstende historie.
Hukommelse er fysisk, ikke magisk
Når du lærer noget og husker det, sker der fysiske forandringer i hjernen. Forbindelserne mellem neuroner, synapserne, styrkes, svækkes, opstår og forsvinder. Når du danner et nyt minde, ændres forbindelserne i en lille del af hjernen. Neurovidenskaben kalder dette synaptisk plasticitet, og det er en forklaring på, hvordan minder kan bestå, selv om molekylerne i hjernen udskiftes. Mønsteret er det væsentlige. Molekylerne er det fysiske materiale, mønsteret er realiseret i, ligesom en tekst kan bevares, selv om den flyttes fra papir til en digital fil.
Det er også grunden til, at et hårdt slag mod hovedet, et slagtilfælde eller en sygdom som Alzheimers kan udslette minder eller ændre en personlighed: de skader den fysiske struktur. I denne sammenhæng kan informationen forstås som det mønster af forbindelser, der er lagret i hjernen. Minderne ser ikke ud til at ligge i et særskilt lager, men i hjernens fysiske organisering.
Du er et mønster, og mønstre kan overleve deres bærer
Hvis identitet afhænger af struktur snarere end af bestemte atomer, følger en vidtrækkende konklusion. Mønsteret kan i princippet bevares på tværs af udskiftninger i det materiale, der bærer det, ligesom en bogtekst kan udkomme både som førsteudgave, paperback og digital udgave. Neurovidenskabsmanden Sebastian Seung formulerede tanken kortfattet på baggrund af årtiers forskning i hjernens forbindelser.
Jeg er min konnektom.
Sebastian Seung, beregningsneurovidenskabsmand, i sit foredrag fra 2010 og sin bog Connectome
Konnektomet er det samlede kort over hjernens forbindelser, altså hjernens netværksdiagram. Seungs påstand, som også ligger til grund for biostasis, er, at personen bevares, hvis konnektomet bevares. Atomerne er udskiftelige. Selve organiseringen er derimod afgørende. Tim Urban undersøger den samme grundtanke, i en mere humoristisk og illustreret form, i hvad gør dig til dig, som også kan læses efter denne artikel.
Hvorfor det ændrer, hvad vi skal bevare
Det ændrer selve det tekniske problem. Hvis det at forblive den samme person krævede, at hver celle fortsat var metabolisk aktiv, ville bevarelse være langt vanskeligere, fordi en hel hjerne ikke kan holdes i funktion uden for kroppen. Men hjernen behøver ikke holdes kørende. Den skal holdes intakt. Strukturen skal bevares uden yderligere nedbrydning.
Det er et mere begrænset mål, som fysikken i princippet gør muligt. Når hjernen køles tilstrækkeligt ned, bremses molekylære processer kraftigt, og nedbrydningen reduceres til et meget lavt niveau. Informationen skal ideelt set fastholdes i strukturen, uden at hjernen fungerer normalt, og uden at strukturen nedbrydes væsentligt. Derfor retter kryopræservering sig mod at bevare struktur frem for funktion og foregår ved -196 °C, langt under glasovergangstemperaturen, hvor den vitrificerede opløsning ikke længere opfører sig som en væske. Hele proceduren, fra vitrificeringen, der forhindrer ødelæggende iskrystaller, til brugen af de kryobeskyttere, der gør det muligt, har ét formål: at beskytte hjernens struktur og forbindelser.
Kopiproblemet, og hvorfor kontinuitet betyder noget
Mønsteridentitet har en ubekvem konsekvens. Hvis du først og fremmest er et mønster snarere end bestemte atomer, rejser en perfekt kopi af mønsteret spørgsmålet om, hvorvidt den også er dig. Hvis der laves to kopier, vil der være to væsener med samme minder og egenskaber, men det er omstridt, om de begge kan siges at være den samme person.
Der er mindst to rimelige filosofiske positioner, og forskellen har praktiske konsekvenser. Den ene position hævder, at mønsteret er det hele, så en tilstrækkeligt trofast rekonstruktion er personen, uanset hvad der skete i mellemtiden. Ariel Zeleznikow-Johnston, neurovidenskabsmand ved Monash, fremfører det strukturelle argument i bogform: det, der gør dig mentalt unik, er indkodet i dit konnektom, så bevares strukturen, bevares personen.
Den anden position, som dette Codex bygger på, tilføjer et yderligere krav. I dette syn kræver personlig identitet både et bevaret mønster og kontinuitet i det samme fysiske system, der bærer mønsteret videre. I dette syn er en kopi en ny person med minder om dit liv, mens den oprindelige person fortsat er gået tabt.
Biostasis forudsætter ikke, at spørgsmålet afgøres på forhånd, og det er den praktiske pointe. Kryopræservering er ikke kopiering. Målet er at bevare den oprindelige hjerne, altså det samme fysiske system, i en tilstand uden normal biologisk aktivitet. Der aflæses ikke en hjerne for derefter at genskabe den ud fra en scanning, så kontinuiteten i det fysiske system bevares. Uanset hvilken position der viser sig at være rigtig, imødekommer bevarelsen af den oprindelige struktur dens centrale krav.
Kopispørgsmålet bliver især relevant for metoder, der kortlægger en hjerne og genskaber dens funktion et andet sted. Det er en helt anden problemstilling og fortjener sin egen artikel snarere end et enkelt afsnit her.
Den ærlige uvished
Her er det vigtigt at skelne klart mellem videnskabelig usikkerhed og løfter om fremtidige muligheder. Ingen kan i dag rekonstruere en person ud fra et bevaret konnektom. Teknologien til at kortlægge en hel menneskehjerne på synapseniveau, reparere skader og genskabe funktion findes endnu ikke. Derfor er genoplivning ikke muligt i dag. Der er også en reel videnskabelig diskussion om, hvor stor en del af identiteten der er knyttet til den relativt stabile struktur, og hvor stor en del der afhænger af løbende elektrisk og kemisk aktivitet, som ophører ved døden. Hukommelse kan også være delvist afhængig af forhold uden for synapserne, herunder epigenetiske markører, intracellulært RNA og perineuronale net omkring neuroner. Også disse forhold er fysiske strukturer. Den forsigtige holdning er derfor at bevare så meget af hjernens struktur som muligt og lade fremtidig forskning afgøre, hvilke dele der var nødvendige.
Det følgende kan siges med større sikkerhed og er relevant for beslutningen. Hukommelse og identitet er fysiske. Fysiske strukturer kan bevares. At bevare dem kræver ikke, at nogen kan genoplives i dag, men at mønsteret holdes intakt, indtil fremtidig teknologi eventuelt kan genskabe funktion. At anskue det som et teknisk problem frem for et rent metafysisk spørgsmål gør problemstillingen mere konkret.
Det er den grundlæggende idé, der ligger bag hele emnet. Bevares strukturen, bevares personen. Resten af forskningen i biostasis handler om, hvordan denne struktur bedst muligt kan beskyttes i minutterne, timerne og århundrederne efter hjertestop.
Kort fortalt: Hukommelse og identitet afhænger af fysisk information i hjernen. Biostasis søger at bevare denne struktur, selv om videnskaben endnu ikke ved, om nutidens bevarelsesmetoder beskytter alt det, som en eventuel fremtidig genoplivning vil kræve.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Læs også