Kryonik diskuteres ofte som et enormt spørgsmål: kan et menneske vækkes til live igen efter kryopræservering?
Det spørgsmål er forståeligt, men teknisk set ubrugeligt.
Det presser en hel kæde af biologiske, logistiske og institutionelle problemer sammen til et enkelt ja eller nej.
En ingeniør begynder et andet sted.
Hvilke betingelser skal være opfyldt på hvert trin? Hvad kan måles? Hvilke skader kan repareres, og hvilke ødelægger information, som intet fremtidigt redskab kan genskabe?
Denne måde at tænke på beviser ikke, at genoplivning vil fungere. Den giver os en bedre måde at opdage, hvor det kan slå fejl.
Del problemet op i mindre dele
En kryopræserveringssag begynder, før patienten når et opbevaringsanlæg.
Teamet har brug for rettidig underretning, juridisk tilladelse, adgang til patienten og en rute for transporten.
Efter den juridiske død stopper blodomløbet. Tilførslen af ilt falder, stofskiftet bliver forstyrret, og cellerne begynder en skadesproces, der ændrer sig over tid.
Nedkøling bremser dette forløb, men nedkøling alene genopretter ikke blodomløbet og fordeler ikke den kryobeskyttende opløsning.
Perfusionen skal nå ud i vævet gennem et blodkarsystem, der allerede kan være skadet, blokeret eller forandret af sygdom.
Opløsningen skal tilføres i en effektiv koncentration uden at medføre uacceptabel osmotisk belastning eller kemisk toksicitet.
Derefter skal patienten nedkøles til under glasovergangstemperaturen uden for omfattende isdannelse eller termisk belastning.
Opbevaringen skal være stabil i en periode af ukendt længde. Den institution, der har ansvaret for patienten, skal forblive finansieret, ledet og i drift.
En eventuel genoplivning tilføjer endnu en kæde: kontrolleret genopvarmning, fjernelse af kryobeskyttere, reparation af skader, genopretning af funktion og rehabilitering.
Intet enkelt eksperiment besvarer alt dette på én gang.
Værdien af den ingeniørmæssige tilgang ligger ikke i, at den gør problemet let. Den gør fejlene konkrete.
Konkrete fejl kan undersøges.
Kvaliteten af behandlingen kan vurderes ud fra tidslinjer for den enkelte sag og S-MIX-metrikken.
Fordelingen af kryobeskyttere kan estimeres ud fra perfusionsdata og CT-målinger. Nedkølingen kan vurderes ud fra temperaturkurver frem for en efterfølgende beskrivelse af forløbet.
Hjernens ultrastruktur kan undersøges med elektronmikroskopi i forskning med samtykke. Opbevaringssystemer kan gennemgås med hensyn til kvælstofforbrug, alarmer, dokumentation og organisatorisk adskillelse.
Derfor behandler Codex iskæmi, perfusion og nedkøling som særskilte problemer.
At kalde dem alle “proceduren” skjuler den information, der er nødvendig for at forbedre dem.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Fremskridt kræver ikke genoplivning af mennesker
Der er gode grunde til at modstå to modsatte fejltagelser.
Den første er at afvise ethvert resultat, fordi intet menneske er blevet genoplivet. Den anden er at behandle fremskridt på én enkelt del som bevis for hele forslaget.
Begge fejltagelser gør analysen mindre præcis.
I 2019 genoprettede BrainEx-studiet mikrocirkulationen og visse molekylære og cellulære funktioner i isolerede grisehjerner fire timer efter døden.
Forskerne observerede bevaret cellearkitektur, aktivt stofskifte og spontan synaptisk aktivitet. De observerede ikke global elektrisk aktivitet forbundet med bevidsthed.
Dette BrainEx-resultat udfordrede forestillingen om, at alle hjerneceller krydser den samme irreversible grænse i løbet af få minutter.
Det viste ikke genopretning af et sind, og det var ikke et kryopræserveringseksperiment.
OrganEx udvidede beslægtet arbejde i 2022. Efter en times varm iskæmi hos grise genoprettede systemet udvalgte cellulære processer og reducerede celledøden i flere organer.
Igen handlede OrganEx-studiet om cellulær genopretning efter iskæmi. Det var ikke genoplivning af hele kroppen.
I 2023 skete der også fremskridt på en anden del af problemet.
Forskere vitrificerede nyrer fra rotter, opbevarede dem i op til 100 dage, genopvarmede dem med nanopartikler og transplanterede dem til rotter, hvis egne nyrer var fjernet.
De transplanterede organer holdt dyrene i live. Nyrefunktionen genoprettedes i løbet af de følgende uger.
Nanoopvarmningsstudiet er vigtigt, fordi genopvarmning er en stor hindring i kryopræservering af organer.
Men der er stadig tale om et studie af nyrer fra rotter.
En menneskehjerne er større og mere heterogen, og her er spørgsmålet om hukommelse og identitet centralt. En hel menneskekrop indebærer andre begrænsninger for varmeoverførsel og perfusion.
Skaleringen er ikke en fodnote. Den ændrer problemet.
Resultaterne er dog stadig relevante. De erstatter brede påstande om, hvad biologien »ikke kan« genoprette, med mere afgrænsede spørgsmål om betingelser, metoder og skala.
Reparation afhænger af bevaret information
Forestil dig, at fremtidens medicin bliver ekstraordinært god til at reparere celler.
Reparation kræver stadig et forlæg.
Hvis et blodkar er beskadiget, kan den omgivende struktur vise, hvordan det oprindeligt var organiseret. Hvis et synaptisk netværk er udslettet, har reparationen muligvis intet spor at følge.
Det er forskellen mellem skade og informationstab.
En skadet bog kan restaureres, når bogstaverne stadig kan læses. En side, der er blevet til aske, bliver ikke læselig igen, blot fordi konservatoren får bedre redskaber.
Analogien har sine grænser, men spørgsmålet er konkret: bevarer den nuværende præservering nok af den fysiske struktur, der bar personens identitet?
Videnskaben kender endnu ikke det fulde svar.
Erindringer er ikke lagret som en enkelt fil ét bestemt sted. Synaptiske forbindelser spiller en rolle, men det kan synaptisk styrke, molekylære tilstande, cellulær geometri og andre biologiske forhold muligvis også gøre.
Denne usikkerhed behandles nærmere i afsnittet om hukommelse, identitet og hjernen.
Den ændrer, hvad kvalitetsmålinger bør måle.
En god metrik skal vise mere end, at patienten er blevet kold. Den skal teste indikatorer for strukturel bevaring på flere niveauer.
Det betyder, at man kombinerer tidslinjer, fysiologiske data, fordeling af kryobeskyttere, billeddannelse og, hvor det er etisk og praktisk muligt, mikroskopi.
Ingen enkelt måling kan dokumentere, at det grundlag, der bærer personen, er bevaret.
Flere ufuldkomne målinger kan alligevel afsløre svage procedurer og støtte bedre metoder.
Ingeniørkunsten skelner også mellem en grænse og en dårlig udførelse.
Hvis kryobeskytteren ikke når frem til et bestemt område, kan årsagen være et blokeret blodkar, for lavt tryk, utilstrækkelig kanylering eller en protokol, der ikke kan skaleres.
Disse forklaringer peger på forskellige løsninger.
En fysisk grænse siger, at målet ikke kan nås under de givne betingelser. En fejl i udførelsen siger, at netop dette forsøg ikke nåede målet.
Sammenblander man de to, opstår falsk tillid i begge retninger.
Et enkelt lykkeligt eksperiment med et lille organ ophæver ikke en menneskelig skaleringsgrænse. Et enkelt dårligt gennemført tilfælde i praksis beviser ikke, at ethvert bedre kontrolleret tilfælde nødvendigvis vil fejle på samme måde.
Evidensen skal afgrænses klart efter art, organ, temperatur, forsinkelse, opløsning, måling og endepunkt.
Denne disciplin gør det langsommere at annoncere reelle fremskridt, men langt lettere at have tillid til dem.
Organisationen er en del af det ingeniørmæssige problem
Selv en teknisk fremragende procedure kan mislykkes, hvis institutionen bag den svigter.
Langtidsopbevaring er derfor en del af den ingeniørmæssige model og ikke blot et forretningsanliggende.
Hvem har det juridiske ansvar for patienten? Er midlerne til patientomsorg holdt adskilt fra driftsselskabets økonomi? Er regnskaber og ledelsesstruktur synlige?
Kan opbevaringen fortsætte under et strømsvigt, ved udskiftning af personale, leverandørproblemer eller konkurs?
Der findes ingen institution uden svigtmuligheder.
Spørgsmålet er, om disse svigtmuligheder er identificeret, adskilt, hvor det er muligt, og imødegået med løsninger, der ikke afhænger af én enkelt uundværlig person.
Strukturen omkring Tomorrow.bio, Patient Care Foundation og European Biostasis Foundation forklares i Tomorrow.bio-økosystemet.
Denne opbygning viser, at der er planlagt for langsigtet drift. Den er ingen garanti for, at flere hundrede års forvaltning vil forløbe uden afbrydelser.
Den samme standard bør gælde for hver enkelt del af biostasis.
Angiv målet. Registrer forudsætningerne. Mål, hvad der skete. Offentliggør detaljer nok til, at andre kan kritisere det. Forbedr det svageste led.
Én sætning bør stå klart hele vejen igennem: Intet af dette fastslår, at genoplivning er muligt.
Tomorrow.bios materiale om informeret samtykke gør det klart, at genoplivning måske aldrig bliver muligt.
Ingeniørkunsten fjerner ikke denne usikkerhed.
Den hjælper os med at undgå, at usikkerheden bliver en undskyldning for at holde op med at måle.
Kort fortalt: Biostasis er en kæde af separate tekniske og institutionelle problemer. Ingeniørkunst kan måle og forbedre hvert led, men fremskridt på enkelte led beviser ikke, at genoplivning af mennesker bliver muligt.
Læs mere