Den nuværende juridiske status for en kryopræserveret person er mindre gådefuld end den fremtidige.

I alle reelle tilfælde er dødsfaldet allerede juridisk konstateret. Kryopræserveringen begynder først derefter. Den udskyder derfor ikke registreringen af dødsfaldet og skaber heller ikke en midlertidig status mellem liv og død.

Det egentligt vanskelige spørgsmål opstår kun, hvis fremtidens medicin en dag genopliver en person, hvis død var juridisk gyldig på det tidspunkt, den indtraf.

A balance scale with a question mark above it, representing the unresolved future legal status of a revived cryopreservation patient
Gældende europæisk ret betragter patienten som død. En genoplivning ville skabe en helt ny juridisk situation.

Der findes ingen europæisk status, der kaldes kryostase

Europa har ikke ét fælles personretligt system og ingen fælles definition af død, der gælder ens i alle lande.

EU's vejledning om dødsfald og hjemtransport bekræfter denne opbygning: hvert land anvender sine egne regler for registrering af dødsfald og transport af lig.

Schweizisk ret gør den nuværende status usædvanligt tydelig.

Artikel 31 i den schweiziske civillovbog fastslår, at retssubjektivitet indtræder ved levendefødsel og ophører med døden.

Kryogen opbevaring ændrer ikke denne regel. En person, der opbevares i Schweiz, forbliver juridisk død efter gældende ret.

Denne juridiske konklusion er uafhængig af det videnskabelige syn på døden, der ligger til grund for biostasis.

Et registreret dødsfald udløser flere juridiske processer

Så snart et dødsfald registreres, udløses en række juridiske konsekvenser. De nøjagtige regler er nationale, men hovedkategorierne går igen i hele Europa.

  • Dødsattesten udstedes efter reglerne i det land, hvor dødsfaldet registreres.
  • Rådigheden over kroppen overgår til den person eller institution, som den lokale lovgivning udpeger.
  • Boet overgår til skiftebehandling eller bobestyrer.
  • Ægteskab, ydelser, skatteforhold og kontrakter får de retsvirkninger, som de relevante regler foreskriver.
  • Den langsigtede opbevaring beror på aftaler og institutioner, som skal varetage opgaven efter dødsfaldet.

Disse konsekvenser afventer ikke, om en fremtidig genoplivning bliver mulig.

For eksempel fastslår § 1922 i den tyske civillovbog, at en persons bo overgår som en helhed til en eller flere arvinger ved dødsfaldet.

Den kryopræserverede patient behandles derfor ikke som en ejer, der blot midlertidigt er afskåret fra at råde over sit bo.

Juridisk død fjerner ikke al beskyttelse

Det er for firkantet at sige, at en død person ikke har nogen rettigheder.

Den døde har ikke længere den handleevne, som levende personer har. Den døde kan ikke selv underskrive en ny kontrakt, stemme, føre en retssag eller lede en institution.

Europæisk ret kan alligevel beskytte kroppen, værdigheden, fortroligheden og de ønsker, den afdøde har givet udtryk for, selv om andre må varetage interesserne.

Frankrig er et tydeligt eksempel. Artikel 16-1-1 i den franske civillovbog fastslår, at respekten for det menneskelige legeme ikke ophører med døden.

Bestemmelsen kræver også, at menneskelige rester, herunder aske, behandles med respekt, værdighed og anstændighed.

Denne beskyttelse gør ikke den døde til juridisk levende. Den lægger derimod grænser for, hvad levende mennesker og institutioner må gøre med kroppen.

Den samme sondring er relevant ved biostasis. En patient kan være juridisk død, samtidig med at kroppen er beskyttet og underlagt bindende opbevaringsaftaler.

“Patient” beskriver en forpligtelse, ikke en civilstatus

Tomorrow.bio bruger ordet “patient”, fordi formålet er præservation med henblik på mulig fremtidig behandling.

Ordet udtrykker en operationel og etisk forpligtelse. Det hævder ikke, at en domstol i dag anerkender en suspenderet retssubjektivitet.

Patienten forbliver juridisk død, mens Tomorrow.bio og organisationen omkring patientplejen varetager ansvaret for præservation, transport og langsigtet opbevaring.

Den institutionelle ordning er beskrevet i Tomorrow.bios samlede organisation og i aftalerne om den langsigtede opbevaring.

Opbevaring i Schweiz genopretter ikke retssubjektiviteten

At flytte patienten til Schweiz ændrer, hvem der har ansvaret for opbevaringen, og hvilken jurisdiktion der gælder for opbevaringen. Det ændrer ikke den dødsafgørelse, der er truffet i oprindelseslandet.

Den langsigtede opbevaring sikres gennem kontrakter, organisatoriske forpligtelser, øremærket finansiering og ledelse af de institutioner, der har ansvaret for patienten.

Disse ordninger forpligter levende organisationer og beslutningstagere. De giver ikke den døde person fortsat retlig handleevne til at give nye instrukser.

Derfor skal de vigtige dokumenter fastlægge ansvar og pligter, før situationen opstår.

En berigtiget dødsattest er ikke det samme som genoplivning

Europæisk ret håndterer allerede tilfælde, hvor en person, der er erklæret død, senere findes i live. Disse regler er nyttige som analogi, men de løser et andet problem.

Presumption of Death Act 2013 i England og Wales giver High Court mulighed for at ændre eller ophæve en erklæring om formodet død.

Men en sådan ophævelse ændrer ikke automatisk alt, hvad der er sket i mellemtiden.

Section 6 fastslår, at en kendelse om ændring ikke i sig selv påvirker ejendom, som er erhvervet på grundlag af erklæringen. Den genopliver heller ikke et ægteskab eller registreret partnerskab, der er blevet opløst som følge af dødserklæringen.

Domstolen har begrænsede beføjelser til at gribe ind i ejendomsforhold efter Section 7, mens transaktioner foretaget i god tro er beskyttet.

Dette afspejler et vigtigt princip. Selv når den oprindelige dødserklæring rettes, beskytter loven de personer, der med rimelighed har handlet i tillid til erklæringen.

En genoplivning efter kryopræservering ville være vanskeligere. Den oprindelige dødserklæring kan have været fuldt gyldig og have haft juridiske konsekvenser gennem årtier eller århundreder.

Genoplivning ville kræve nye juridiske rammer

Ingen eksisterende europæisk procedure tilbyder en afprøvet og fyldestgørende måde at genoprette en persons retlige status efter juridisk død og langvarig kryopræservering.

Flere spørgsmål ville kræve hver sit svar:

  • Identitet: hvordan skulle fødsels-, døds- og identitetsregistre kobles sammen eller genaktiveres?
  • Handleevne: hvornår ville den genoplivede person igen kunne give samtykke, indgå kontrakter og føre retssager?
  • Statsborgerskab: hvilken nationalitet og opholdsstatus ville gælde?
  • Ejendom: hvilke midler ville være tilbage efter arvefølgen og efterfølgende transaktioner?
  • Relationer: hvad skulle der ske med ægteskaber, forældreskab og forpligtelser, som dødsfaldet allerede havde ændret?
  • Pleje: hvem skulle træffe beslutninger, mens identitet og handleevne blev fastlagt på ny?

At kalde den genoplivede person automatisk for “den samme juridiske person” besvarer ikke disse spørgsmål.

At kalde personen en “ny person” besvarer dem heller ikke. Fremtidens lovgivere og domstole ville skulle udforme regler, der passer til de faktiske omstændigheder og den teknologi, der findes på det tidspunkt.

Ejendom er det sværeste spørgsmål at løse

Identitetsregistre kan i teorien rettes. Ejendom, der er overdraget til arvinger, solgt til købere eller opbrugt over generationer, skaber modstridende interesser.

Gældende arveret holder ikke almindelige aktiver i den dødes navn, blot fordi en fremtidig genoplivning er tænkelig.

Reglerne om formodet død i England og Wales viser hvorfor. Selv en rettet erklæring ophæver ikke automatisk ejendomsoverdragelser foretaget i god tro og genopretter ikke et tidligere ægteskab.

Fonde og trusts kan bevare midler til bestemte formål. De kan ikke garantere, at et fremtidigt retssystem vil give en genoplivet person ejendomsretten tilbage.

De praktiske muligheder og begrænsninger behandles i “Kan velstand bevares til brug efter genoplivning?”

Hvad kan man planlægge i dag

En kontrakt kan ikke holde nogen juridisk i live efter en gyldig dødsafgørelse.

Den kan fastlægge den ønskede håndtering, udpege ansvarlige institutioner, finansiere præservationen og fastlægge forpligtelserne ved den langsigtede pleje.

Det er den praktiske funktion af aftalen med udbyderen, opbevaringsaftalen og de tilhørende dokumenter. De regulerer de mennesker og institutioner, der handler efter dødsfaldet.

Tomorrow.bio koordinerer den praktiske dokumentation og transportpapirerne med lokale bedemænd. Medlemmet udfylder og underskriver de dokumenter, der kræves i den enkelte ordning.

Se også “Hvordan dine ønsker sikres” og “Regulatoriske risici og juridiske gråzoner”.

Videnskaben beskæftiger sig med en bevaret biologisk struktur. Loven forholder sig til konsekvenserne af en gyldig dødserklæring.

Ingen af de to beskrivelser afgør, om genoplivning vil fungere, eller hvordan et fremtidigt europæisk retssystem bør forholde sig, hvis det sker.

Denne artikel er alene til generel information og udgør ikke juridisk rådgivning.

TL;DR: Gældende ret betragter en kryopræserveret person som død, samtidig med at loven fortsat regulerer kroppen, boet og opbevaringen. En eventuel fremtidig genoplivning ville kræve nye juridiske regler.

Praktisk værktøj

Udforsk dette praktiske værktøj

Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.

Indlæser det interaktive værktøj...

Læs mere