Bed en læge om at definere døden, og svaret har ændret sig mindst tre gange i det seneste århundrede. Et hjerte, der holdt op med at slå, blev engang anset for at markere døden, indtil man lærte at genstarte det. Ophørt vejrtrækning blev også engang betragtet som endegyldig, indtil respiratoren gjorde det muligt at overtage åndedrættet. Hver gang medicinen fik nye muligheder, flyttede grænsen mellem liv og død sig, og mennesker, som tidligere ville være blevet betragtet som døde, kunne nu forlade hospitalet. Biostasis tager udgangspunkt i den observation og stiller det oplagte opfølgende spørgsmål: hvis grænsen hele tiden flytter sig, hvad er det så egentlig, den følger?
Det ærlige svar er, at død aldrig har markeret en enkelt fysisk hændelse. Ordet bruges ofte om det punkt, hvor nutidens medicin ikke længere kan genoprette kroppens funktioner. For at kunne tale præcist om kryonik må man skelne mellem de forskellige fænomener, som ordet død kan dække over.
Døden er ikke én hændelse, men flere
Medicinen skelner allerede mellem stadierne, og de indtræffer ikke i samme øjeblik.
- Klinisk død er, når hjerte og vejrtrækning stopper. I nogle minutter er vævet stadig intakt, og personen kan ofte bringes tilbage, hvilket er præcis det, hjertemassage og defibrillering gør; ved normal kropstemperatur begynder hjerneceller at dø inden for omkring fem minutter efter, at ilttilførslen ophører.
- Juridisk død er en læges erklæring om, at de vitale funktioner er ophørt efter gældende standarder. Det er en administrativ grænse, ikke en biologisk, og det er det øjeblik, hvor loven tillader kryonik at begynde.
- Biologisk død er en gradvis proces: Cellerne løber tør for ilt og energi, strukturer bryder sammen, og forrådnelsen begynder.
Den definition, der egentlig betyder noget
Kryonik tager udgangspunkt i en snævrere definition af døden. Et menneske er ikke nødvendigvis uigenkaldeligt tabt, fordi hjertet er standset, eller fordi en læge har konstateret dødsfaldet. Personen er først uigenkaldeligt tabt, når de fysiske strukturer i hjernen, der bærer erindringer og personlighed, altså informationen, der koder for, hvem man er, er ødelagt så grundigt, at de ikke kan genskabes. Dette omtales som informationsteoretisk død og ligger tidsmæssigt senere end den juridiske konstatering af dødsfaldet. Så længe hjernens struktur er bevaret, er tanken, at fremtidens medicin i princippet kan rekonstruere og reparere den. Begrundelsen for dette synspunkt findes i artiklen om erindring, identitet og hjernen.
Kryonikvinduet
Sætter man de definitioner på en tidslinje, opstår der et mellemrum. Den juridiske konstatering af dødsfaldet kommer først. Informationsteoretisk død indtræffer senere, og ved nedkøling kan der gå betydeligt længere tid. Kryonikkens indgreb finder sted i dette mellemrum, som her kaldes kryonikvinduet, og er vist i diagrammet nedenfor. Når dødsfaldet er konstateret, påbegynder beredskabsteamet nedkøling og kredsløbsstøtte. Derefter erstattes blodet af kryobeskyttende stoffer, som skal beskytte hjernens struktur, før nedbrydningen bliver for omfattende. Stofferne skal modvirke iskrystaldannelse, så vævet ikke fryser. Det stivner i stedet i en stabil, glasagtig tilstand kaldet vitrifikation.
Derfor er hurtig handling afgørende. Tiden er afgørende fra det tidspunkt, hvor dødsfaldet er konstateret, fordi hvert minuts forsinkelse forringer bevaringskvaliteten gennem fortsat cellulær nedbrydning. Ideelt set ville proceduren begynde umiddelbart efter hjertestop, mens vævet stadig er mindst muligt påvirket. Men dødsfaldet skal først være konstateret, så det realistiske mål er at udnytte så meget af tidsvinduet som muligt.
Hvorfor denne omtolkning ændrer beslutningen
Hvis man betragter døden som tab af information frem for alene som ophør af hjerteslag, får valget en anden karakter. Begravelse og kremering ødelægger de strukturer, som kryonik forsøger at bevare. Kryopræservering er den eneste mulighed, der søger at bevare disse strukturer, mens muligheden for fremtidig reparation holdes åben. Man behøver ikke være sikker på, at genoplivning bliver mulig, for at mene, at en mulighed er bedre end ingen mulighed.
Kort fortalt: Dødsfaldet er konstateret efter de gældende regler, men kryonik søger at begynde bevaringen, før hjernens struktur er ødelagt. Biostasis søger at påbegynde bevaringen, før forrådnelsen ødelægger de hjernestrukturer, der kan bære erindring og identitet.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Videre læsning