Forestil dig to døre.
Bag den første dør venter en fremtid, du måske aldrig får adgang til. Chancerne er små, metoden er ikke færdigudviklet, og ingen ved, hvor lang tid det i givet fald vil tage.
Den anden dør er lukket for altid.
Det er denne intuition, der ligger bag udsagnet om, at en chance på 1% er uendeligt bedre end 0%.
Ved nul er der ingen mulighed for et vellykket udfald. En chance, der er større end nul, efterlader i det mindste en mulighed.
For mennesker, der tillægger fortsat liv meget stor værdi, kan denne forskel være afgørende.
Men sloganet er begyndelsen på argumentet, ikke slutningen.
1% er et eksempel, ikke et sandsynlighedsskøn
Ingen kan opstille et forsvarligt procenttal for menneskelig genoplivning efter nutidens kryopræservering.
Der findes ingen historisk basisrate, fordi den relevante genoplivning aldrig har fundet sted.
De fremtidige teknologier, der skal til, findes ikke endnu. Vi kender hverken antallet af succeser og fiaskoer eller alle de trin, der i givet fald vil være nødvendige.
1% er altså ikke Tomorrow.bios skøn.
Det er et tankeeksperiment: hvis sandsynligheden var lille, men reelt positiv, hvor meget ville den mulighed så betyde for dig?
Spørgsmålet adskiller to former for uenighed, som ofte blandes sammen.
Den ene kan mene, at sandsynligheden i praksis er nul, fordi nutidens præservering går glip af afgørende information, eller fordi fremtidig reparation forekommer usandsynlig.
Den anden kan acceptere stor usikkerhed og alligevel mene, at det nuværende grundlag ikke giver anledning til at afvise muligheden som umulig.
De er uenige om, hvad der er teknisk og institutionelt muligt.
To andre kan begge være enige om, at chancen er lille og ukendt. Den ene betaler for at bevare den, den anden gør ikke.
De er uenige om, hvilken værdi muligheden har, hvad den må koste, eller begge dele.
En lille chance betyder kun noget, når du først har afgjort, hvad den mulige udgang er værd for dig.
Tomorrow.bios oplysninger om informeret samtykke gør det klart, at genoplivning måske aldrig bliver mulig.
Den usikkerhed bør stå tydeligt, selv når argumentet bruger et rent tal.
Ellers kan et eksempel let komme til at fremstå som en prognose.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Der er mere end to udfald
En beslutningstabel med udfaldene "genoplivet" og "ikke genoplivet" er for enkel.
Hvad skulle tælle som en succes?
For nogle er biologisk kontinuitet afgørende. De vil have deres reparerede hjerne og krop tilbage i funktion.
Andre bekymrer sig først og fremmest om psykologisk kontinuitet: hukommelse, personlighed, relationer og evnen til at genkende sit liv som sit eget.
En person, der vågner med begrænset hukommelse eller et betydeligt handicap, kan tælle som overlevelse for den ene og som fiasko for den anden.
En digital rekonstruktion kan blive opfattet som acceptabel af den, der ser kopiering som en form for kontinuitet.
En anden kan betragte den som et nyt menneske, der blot tror, at det er den oprindelige person.
Det er ikke tekniske detaljer, som først bliver relevante, når sandsynligheden er vurderet.
De afgør, hvilken værdi en mulig genoplivning har i vurderingen.
Identitetsproblemet behandles i hukommelse, identitet og hjernen og digital bevidsthedsoverførsel.
Den fremtidige verden spiller også en rolle.
At blive genoplivet ind i et sikkert, velstående samfund med beskyttelse af patienten er ikke det samme som at blive genoplivet ind i udnyttelse, isolation eller varig afhængighed.
En lang fremtid er ikke automatisk en god fremtid.
Alligevel udligner usikkerheden om kvalitet ikke al værdi.
Lægevidenskaben træffer allerede beslutninger, hvor overlevelse kan indebære handicap, rehabilitering eller et forandret liv.
Mennesker tillægger disse muligheder forskellig vægt.
Den ærlige tilgang er ikke at opfinde én universel udbetaling, men at spørge, hvilke fremtidige tilstande du faktisk ville foretrække frem for varig ikkeeksistens.
Først da får den lille chance en konkret betydning.
Fiasko er ikke kun én ting
Den mest åbenlyse fiasko er, at genoplivning aldrig bliver mulig.
Et forsøg kan også slå fejl længe før en eventuel genoplivning.
Patienten kan dø under omstændigheder, der forhindrer en rettidig procedure. Præserveringen kan være ufuldstændig. Opbevaringen kan blive afbrudt, før genoplivningsteknologien findes.
Der er også omkostninger i det almindelige liv.
Medlemskab, forsikring og planlægning bruger penge og opmærksomhed, der kunne tjene nutidige mål.
En familie kan bære administrative eller følelsesmæssige byrder. Ordningen kan blive urimelig, hvis den forudsætter, at pårørende finansierer den eller tager ansvaret for den efter dødsfaldet.
Disse omkostninger gør ikke chancen værdiløs.
De bestemmer, hvor stor chancen skal være, før ordningen er værd at betale for.
Antag, at en person kan finansiere præservering gennem en overkommelig forsikring og samtidig leve op til sine nuværende forpligtelser.
Personens grænse for, hvor lille en chance der kan retfærdiggøre udgiften, kan være meget lav.
Sig, at en anden ville skulle undlade nødvendig sundhedsbehandling, pensionssikkerhed eller støtte til børn.
For den person kan den samme ukendte chance ikke retfærdiggøre udgiften.
Derfor kan spørgsmålet ikke afgøres ved at latterliggøre dem, der siger nej, eller ved at kalde alle, der vælger medlemskab, rationelle.
Den relevante pris er personlig.
Medlemmer når ofte frem til beslutningen gennem forskellige former for evidens.
Nogle lægger især vægt på, at muligheden ikke er nul. Andre skal have tillid til beredskabet, anlægget og ledelsen, før det abstrakte argument får reel betydning.
Nogle venter i årevis, fordi idéen virker rimelig, længe før ordningen bliver økonomisk overkommelig og troværdig.
Den forsinkelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at man ikke forstår forventet værdi.
Den kan betyde, at en af de afgørende faktorer endnu ikke er tilstrækkeligt på plads for personen.
Afgør, hvilken chance der ville være nok for dig
Når grundlaget ikke kan bære et præcist tal, skaber det en falsk sikkerhed at presse et tal ind i et regneark.
Et tærskelspørgsmål er mere ærligt.
Hvor lav kunne chancen være, før du ikke længere ville betale den faktiske pris?
Hvis din grænse går ved en chance på én ud af ti, kan det nuværende grundlag forekomme alt for svagt.
Hvis din grænse går ved en chance på én ud af tusind, kan du vurdere, at det allerede er rimeligt at bevare muligheden.
Du kan teste din konklusion med flere forskellige forudsætninger i stedet for at bygge den på én.
Hvad hvis teknisk succes er mere sandsynlig end institutionel overlevelse? Hvad hvis kvaliteten af præserveringen svinger kraftigt fra tilfælde til tilfælde?
Hvad hvis genoplivning er mulig, men tager århundreder? Hvad hvis den fremtidige person kun har delvis, ikke fuldstændig, kontinuitet med dig?
En holdbar beslutning bør ikke falde fra hinanden, blot fordi en optimistisk forudsætning bliver mindre gunstig.
Den bør også ændre sig, når prisen ændrer sig.
Du kan også gennemføre den samme test med mere pessimistiske forudsætninger.
Hvis hver usikker faktor uden videre sættes til nul, er konklusionen indbygget i øvelsen på forhånd.
Stor usikkerhed taler for forsigtighed. Den gør ikke umulighed til det neutrale skøn.
Denne metode giver ikke et objektivt svar. Den viser, hvad dit svar afhænger af.
Det er nyttigt, fordi disse forudsætninger kan vurderes igen senere.
Forsikringspriser ændrer sig. Procedurer forbedres. Institutioner offentliggør mere evidens. Personlige forpligtelser ændrer sig.
En beslutning under usikkerhed behøver ikke at være uforanderlig resten af livet.
Den kan være en plan, der bygger på dine nuværende værdier og justeres, når forudsætningerne ændrer sig.
Nul afskærer alle muligheder
Den stærkeste del af det oprindelige argument holder stadig.
Begravelse og kremering gør en senere biologisk genoplivning umulig, fordi de ødelægger den struktur, som et sådant forsøg ville kræve.
Kryopræservering garanterer ikke, at strukturen er tilstrækkelig bevaret, at institutionerne holder ved, eller at reparation nogensinde kommer.
Den undgår den sikre ødelæggelse, så længe der stadig findes et alternativ, der kan undersøges.
Hvis forsøget mislykkes, er det endelige udfald muligvis ikke bedre end uden kryopræservering.
Hvis det lykkes, kan forskellen omfatte alt det, et fortsat liv kan rumme.
Det er denne asymmetri, der forklarer, hvorfor en meget lille mulighed kan få så stor betydning.
Det er også, hvorfor ingen udbyder bør opfinde et procenttal for at gøre sagen lettere at sluge.
Du behøver ikke et præcist tal for at vide, at nul og mulighed er to forskellige kategorier.
Du har derimod brug for ærlighed om pris, grundlag og om, hvad "succes" overhovedet betyder.
Spørgsmålet er ikke "Tror jeg på de 1%?"
Spørgsmålet er: "Hvor meget er jeg villig til at gøre nu for at undgå, at min fremtidige chance ender på præcis nul?"
TL;DR: En chance på 1% er uendeligt bedre end 0%, fordi nul udelukker enhver fremtidig mulighed. Kryonik har ingen dokumenteret sandsynlighed for genoplivning, så du må selv vurdere, om en ukendt chance er værd at betale for nu.
Videre læsning