Forestil dig, at en teknologi, der ikke findes i dag, en dag bliver mulig.
Du vågner.
Ingen kendt stemme siger dit navn. Ingen husker de interne vittigheder, de svære år eller den person, du engang var.
Sproget har ændret sig. Gaden udenfor findes ikke i din erindring.
For mange mennesker er dette mere skræmmende end selve den medicinske behandling.
Frygten handler ikke bare om at være alene.
Den handler om at vende tilbage uden nogen, der kan bekræfte din historie og din fortid.
At vågne alene er kun en mulighed
Genoplivning af mennesker efter kryopræservering er ikke mulig i dag.
Vi ved ikke, om det bliver muligt, hvilke patienter der kunne have gavn af det, eller hvor meget hukommelse og personlighed der kunne genskabes.
Tomorrow.bios erklæring om informeret samtykke nævner ensomhed, sorg og svær tilpasning blandt de mulige konsekvenser.
Den forudsiger ikke, at det vil ske.
Man kan let forestille sig ensomheden. Genoplivningen er hypotetisk. Det er vigtigt at holde fast i begge dele.
Denne skelnen forhindrer to nærliggende fejlslutninger.
Frygten skal ikke afvises med et »i det mindste ville du være i live«. Nogle mennesker ville finde svær isolation eller en beskadiget identitet uacceptabel.
Men det socialt mest detaljerede scenarie bør ikke behandles som en prognose, blot fordi det er let at forestille sig.
En venlig fremtid fuld af efterkommere, man føler sig knyttet til, er lige så let at forestille sig.
Ingen af de to scenarier er sandsynliggjort.
At blive bevaret sammen er ikke det samme som at blive genoplivet sammen
For nogle mennesker er ønsket dybt relationelt. De vil ikke bare have endnu et liv, de vil have, at rejsen forbliver fælles.
At vælge biostase sammen med en partner kan bevare muligheden for en genforening.
Det kan ikke koordinere fremtiden.
Den ene kan blive kryopræserveret bedre end den anden. Sygdom eller forsinkelse kan påvirke den anden. De nødvendige reparationer kan være helt forskellige.
Selv hvis begge kunne genoplives, kunne den ene være klar flere år før den anden.
Ville du ønske, at en mulig genoplivning skulle udskydes, fordi en, du elskede, endnu ikke kunne genoplives?
Der findes måske ikke et svar, der undgår tab.
Det gør ikke en fælles ordning meningsløs.
Det ændrer løftet fra at vende tilbage sammen til at bevare begge muligheder.
Andre vælger uafhængigt af hinanden. De håber måske, at deres nærmeste forstår dem, uden at forvente, at de træffer samme valg.
Begge reaktioner er forståelige. Ingen af dem bør være normen for, hvad den enkelte bør føle.
For nogle er biostase en kærlighedshandling, mens andre ser den som et individuelt valg.
Genoplivning ville kræve andre mennesker
Et menneske ville ikke blive genoplivet af sig selv.
Nogen ville have udviklet en reparationsmetode, truffet beslutning om at genoplive patienten, afsat ressourcer og sat processen i gang.
Det er et ræsonnement, ikke en garanti for, at de vil handle godt.
Alligevel ville en fremtid, der kunne genoplive mennesker, allerede rumme institutioner og mennesker, som arbejdede for patienten.
Total forladthed er derfor mindre sandsynlig, end det værste tænkelige mareridt antyder.
Det løser ikke ensomheden.
Medicinsk rehabilitering er ikke venskab. En juridisk identitet er ikke en familie. Sproglig hjælp kan ikke erstatte mennesker, der kender din barndom.
Et menneske kan være omgivet af kompetent omsorg og stadig være alene på alle de måder, der betyder noget.
At finde sig til rette igen kunne kræve sprogundervisning, psykologisk støtte, uddannelse og en ny juridisk status.
Optegnelser fra nutiden kunne hjælpe.
Breve, fotografier, sygejournaler og beskrivelser af en patients værdier kan ikke erstatte et levende forhold. De kunne dog danne bro til personens tidligere liv.
En genoplivet person kunne også møde andre patienter, efterkommere, historikere eller mennesker, der har valgt at hjælpe.
Ingen af dem vil nødvendigvis udvikle sig til en meningsfuld relation.
Den juridiske usikkerhed behandles i afsnittet om et menneskes retsstilling under kryostase.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Kunne du opbygge et nyt liv?
Nogle mennesker ville acceptere sorg, rehabilitering og en radikal kulturel forandring for chancen for at skabe nye relationer.
Andre holder så meget af sammenhængen med deres nuværende verden, at denne fremtid ikke virker tiltrækkende for dem.
Ingen af svarene følger direkte af videnskaben.
Mennesker genopbygger allerede deres liv efter dødsfald, migration og tabet af et fællesskab.
Det viser, at ny tilknytning er mulig. Det viser ikke, at tilpasningen efter en hypotetisk genoplivning ville være let eller direkte sammenlignelig.
Sammenlign mere end to udfald.
Der er også muligheden for ikke at blive genoplivet. Der er genoplivning med alvorlig skade. Der er ensomhed med kompetent støtte. Der er en vellykket tilbagevenden til et liv, som ingen i dag kan beskrive.
Valget står ikke mellem en perfekt genforening og den absolutte tomhed.
Det handler om, hvorvidt et af disse usikre liv stadig kunne rumme nok handlemuligheder, relationer og mulighed for at skabe ny mening til at være acceptabelt for dig.
En skriftlig oversigt over dine ønsker er bedre end tavshed, selv om intet dokument kan styre en ukendt fremtid.
Afsnittet om at sikre, at dine ønsker bliver fulgt, forklarer, hvad planlægning i dag kan og ikke kan opnå.
At vågne alene ville være et tab.
Det kunne også være begyndelsen på relationer, der endnu ikke findes.
Om denne mulighed i sig selv er nok, handler ikke om at forudsige fremtiden. Det er en vurdering af, hvad der fortsat ville gøre livet værd at leve for dig.
Kort fortalt: Genoplivning kunne betyde at miste kendte mennesker og skulle tilpasse sig en ukendt verden. At vælge kryopræservering sammen med sine nærmeste kan ikke garantere en genforening, så du må selv afgøre, om et nyt liv stadig kunne være værd at leve.
Læs mere