Enhver eventyrfortælling har en rejsende.
Denne har en patient.
Der er ingen udsigt fra vinduet, ingen dagbog fra rejsen og ingen beslutning om at vende om halvvejs.
Hvis kryopræservering nogensinde lykkes, sker hele rejsen mens personen er fuldstændig uden handlekraft.
Det gør den mere fremmedartet end en almindelig rejse. Det gør også ordet »eventyr« værd at undersøge, ikke bare at glæde sig over.
Den sidste almindelige dag
Forestil dig, at din præservering går som planlagt.
Der er en sidste samtale, et sidste velkendt rum og et sidste øjeblik i en verden, hvis grundlæggende regler du forstår.
Derefter indtræder juridisk død, proceduren begynder, kroppen nedkøles, og stilheden sænker sig.
Hvis genoplivning senere bliver mulig, oplever du ikke de århundreder, der ligger mellem disse øjeblikke.
Subjektivt kan fremtiden ankomme uden nogen rejse overhovedet.
Alligevel skal alt det, der er afgørende for dig, på en eller anden måde bevares gennem dette tidsrum: hukommelse, identitet, ønsker, journaler og de fysiske strukturer, der kan forbinde den fremtidige person med dig.
Eventyret begynder med en forsvinden.
Fra det øjeblik må andre bære det, du selv ikke kan.
Almindelige eventyrere finder selv vej. Kryopræserverede patienter overlader det til andre.
Medicinske teams udfører proceduren. Personalet på opbevaringsstedet sørger for, at temperaturen holdes stabil. Fonde forvalter forpligtelser, journaler og midler, der er afsat til patientomsorg.
Fremtidige mennesker skal, hvis øjeblikket nogensinde kommer, afgøre om genoplivning er mulig og værd at forsøge.
Patienten kan ikke kontrollere noget af dette.
Patienten kan ikke selv styre forløbet. Det, der skal bære patienten gennem tiden, er procedurer, institutioner og mennesker, som holder deres løfter over lang tid.
Patienten kan ikke bemærke en svag institution, forkaste en forældet metode eller vælge et bedre anlæg.
Rejsen afhænger derfor af, at kompetencen overlever længere end nogen enkelt medarbejder eller virksomhed.
Derfor er organisering og ansvar en del af selve fortællingen, ikke blot et punkt i et appendiks. At opbygge organisationer, der kan bestå er en del af arbejdet med at skabe det, der skal bære patienten gennem tiden.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Genoplivning ville ikke garantere et let liv
I science fiction foregår genoplivningen typisk på et hospital, hvor en venlig guide og et imødekommende samfund tager imod den genoplivede.
Intet af det følger af teknisk kunnen.
En fremtidig civilisation kan vide, hvordan man reparerer en patient, og alligevel bruge sine ressourcer på noget andet.
Den kan enten anerkende forpligtelser over for opbevarede mennesker eller betragte dem som historiske byrder.
Love kunne give den genoplivede person juridisk status, adgang til ejendom og støtte. Eller også kunne lovgivningen slet ikke have en kategori, som personen passer ind i.
Teknologien kan gøre genoplivning mulig. Institutioner bestemmer, om nogen overhovedet åbner døren.
Patient Care Foundation har blandt andet til formål at varetage patientens interesser i denne lange periode. Fondens rolle forklares i »the Tomorrow.bio ecosystem«.
Men selv en varm velkomst ville ikke i sig selv gøre genopvarmningen til en vellykket ankomst.
En varm krop er ikke målet.
En hjerne, der fungerer, men uden meningsfulde minder eller evne til at handle, ville ikke svare til det, de fleste ønsker at bevare.
Den fremtidige person skal i tilstrækkelig grad være den samme som den nuværende, hvis genoplivningen skal kunne betragtes som en redning og ikke som skabelsen af et nyt menneske.
Genoplivning giver kun mening, hvis den person, der vender tilbage, fortsat er meningsfuldt forbundet med den person, der forsvandt.
Kravet gælder hvert eneste led i proceduren.
Sygdom, iskæmi, ufuldstændig perfusion, isdannelse, toksicitet og termisk belastning kan skade de strukturer, der er afgørende for hukommelse og identitet.
En fremtidig reparation skulle kunne skelne mellem oprindelig information og skade uden at konstruere en person, som aldrig har eksisteret.
Ingen ved, hvor den grænse ligger.
I Tomorrow.bios informed-consent statement står der klart, at hukommelsestab, tab af færdigheder og andre funktionsnedsættelser kan bestå selv efter en hypotetisk genoplivning.
Identitetsproblemet behandles i »memory, identity and the brain«.
Der findes ingen fuldstændig vej til genoplivning
Vi kender nogle holdepunkter.
Nedkøling bremser kemien. Kryobeskyttere kan mindske isdannelse. Opbevaring ved lav temperatur kan bevare væv uden konstant aktiv køling med strøm.
Disse fakta udgør ikke et kort til menneskelig genoplivning.
Storskala genopvarmning er stadig svær. Kryobeskytternes toksicitet og de strukturelle skader er fortsat uløste problemer. Selve dødsårsagen skal på et tidspunkt også behandles.
Derefter kommer det vanskeligste: at genskabe et helt menneske med et acceptabelt funktionsniveau.
Fremskridt på enkelte delområder er værd at bemærke. Men det bør ikke fremstilles, som om målet dermed er nået.
De uløste tekniske led beskrives i »technical challenges for reversible cryopreservation«.
Selv hvis disse problemer blev løst, ville fremtiden stadig kunne rumme sorg.
Forestil dig, at det, der i dag virker umuligt, en dag bliver rutine.
Du vågner med dit sind stort set intakt.
Dit erhverv findes måske ikke længere. Dit sprog kan lyde gammelt. Alle, der fravalgte præservering, kan være væk for altid.
Du må måske først lære din nye hverdag at kende, før du kan glæde dig over det ekstraordinære ved den.
Genoptræningen kan være fysisk, juridisk, social og følelsesmæssig på samme tid.
Nogle mennesker hører dette og mærker en følelse af undren. Andre hører eksil.
En fremtid kan være værd at nå, uden at være let at leve i.
Begge reaktioner fortjener mere respekt end det letkøbte løfte om, at fremtiden bliver fantastisk.
Den ensomme version af ankomsten udfoldes i »what if I wake up alone?«
Det er stadig et eventyr
Holder betegnelsen »det ultimative eventyr« stadig efter alle disse forbehold?
For nogle mennesker er svaret ja.
Ikke fordi nogen har købt en billet, men fordi målet hverken kan fastlægges, beskrives eller garanteres.
Beslutningen handler om, hvorvidt nysgerrigheden er stærk nok til at leve med en radikal sårbarhed.
Du forbereder så meget som muligt og overlader resten til mennesker og viden, der måske endnu ikke findes.
Det er ikke almindelig turisme med et futuristisk lag udenpå.
Det er et sats på, at personen kan bevares gennem tiden af institutioner, systemer og mennesker, man endnu ikke kender.
Vædemålet kan tabes.
Eventyr har aldrig været et andet ord for sikkerhed.
Kort fortalt: Kryopræservering er et usikkert forsøg på at nå en fremtid, du ikke kan forudsige eller kontrollere. Tiltrækningen ligger i muligheden for at opleve mere liv, ikke i et løfte om, at det faktisk sker.
Yderligere læsning