Hvis hastighed betyder så meget, hvorfor ikke starte tidligere? Hvorfor ikke kryopræservere et menneske, mens det stadig er i live, før der overhovedet opstår iskæmisk skade?
Det er et rimeligt spørgsmål, og det har to svar. Det ene er juridisk. Det andet er biologisk, og det ville i sig selv afgøre sagen.
Loven trækker grænsen det rigtige sted
Kryopræservering kan først begynde, efter døden juridisk set er konstateret. At påbegynde indgrebet på et levende menneske ville være drab.
Det er ikke en teknisk detalje, som en smart udbyder kan omgå. Det er grænsen mellem medicinsk behandling og drab, og en seriøs organisation holder sig naturligvis på den rette side af den.
Begrænsningen har en pris, og prisen bør nævnes. Det biologisk set ideelle tidspunkt er et tidspunkt, som loven forbyder. Derfor begynder hvert forløb med en uundgåelig forsinkelse.
Det er det juridiske dødsparadoks i kapløbet mod celleforfald, og det kan ikke ophæves.
Juridisk død er et klart defineret begreb, ikke et filosofisk spørgsmål. Definitionen og dens betydning i denne sammenhæng er beskrevet under biostasis' dødsbegreb.
En beslægtet version af spørgsmålet kræver en særskilt præcisering. I nogle jurisdiktioner kan et menneske lovligt vælge tidspunktet for sin egen død.
Det er stadig ikke kryopræservering før døden. Det betyder, at dødstidspunktet er kendt på forhånd, og at et hold kan være til stede og klar.
Denne forskel har stor betydning for kvaliteten af forløbet. Et forventet dødsfald giver de bedste betingelser for beredskab og stabilisering, fordi der kan gå blot sekunder fra hjertestop til nedkøling.
Det ændrer imidlertid ikke på, hvad der præserveres, eller hvornår indgrebet kan begynde. Indgrebet begynder stadig først efter juridisk død og inden for EU's juridiske ramme eller den amerikanske, afhængigt af hvor det finder sted.
Den juridiske del af svaret er derfor klar og absolut. Loven gør ikke tidlig præservering risikabel. Den definerer den som drab, og det med god ret.
Biologien ville dræbe dig først
Ser man bort fra loven, ville indgrebet stadig være dødeligt for et levende menneske.
For at opnå vitrifikation udskiftes det meste af kroppens vand med kryobeskyttende stoffer. Ved temperaturer, hvor kroppen stadig kan fungere, er disse stoffer giftige.
Derfor tilføres de ved lav temperatur til en krop, der allerede er nedkølet mod 0 °C. Det bremser de kemiske processer, herunder stoffernes giftvirkning.
Her opstår det afgørende problem. Netop denne temperatur er uforenelig med et fungerende kredsløb.
Den fysiologiske tilstand, som gør perfusion med kryobeskyttere forenelig med overlevelse, kan et levende menneske ikke befinde sig i. De to krav udelukker hinanden.
Stofferne bliver først langt mindre giftige ved kryogene temperaturer, hvor kemiske processer bremses kraftigt.
At perfundere en levende krop med stofferne og derefter nedkøle den til en glasagtig tilstand er ikke foreneligt med overlevelse med nogen af de metoder, der findes i dag.
Den egenskab, der gør kryopræservering mulig, gør den samtidig uforenelig med fortsat liv. De to forhold kan ikke adskilles med den nuværende teknologi.
Nogle spørger, om man ikke kunne gøre det gradvist ved at nedkøle og perfundere lidt ad gangen. Hvert enkelt trin rummer imidlertid det samme grundlæggende problem.
Ingen koncentration af kryobeskytter kan både forhindre isdannelse og gøre det muligt for et menneske at forblive i live. Ingen temperatur kan både bremse kemien tilstrækkeligt og samtidig lade hjertet fortsætte med at slå.
Det er også en væsentlig grund til, at genopvarmning og tilbageførsel er så vanskelig. Den giftighed, der udelukker præservering af levende mennesker, skulle fjernes fuldstændigt under genopvarmningen.
Hvad der skulle ændre sig, før svaret kunne blive et andet
Den relevante version af spørgsmålet handler ikke om de muligheder, der findes i dag. Den handler om, hvilke betingelser der skulle være opfyldt, for at svaret kunne blive et andet.
Mindst tre ting. Kryobeskyttere skulle være ugiftige ved højere temperaturer eller kunne fjernes så hurtigt, at deres giftvirkning aldrig nåede at opstå.
Genopvarmning skulle fungere i hele kroppen uden isdannelse under opvarmningen. Problemet er uløst, og det er en central årsag til, at genoplivning i øjeblikket ikke er mulig.
Indgrebet skulle også være dokumenteret reversibelt i en stor dyremodel, før det ansvarligt kunne foreslås til mennesker.
Hvert af disse punkter kræver et omfattende forskningsprogram, ikke blot en administrativ afklaring. Der sker reelle fremskridt, som kan følges i forskningen på området.
Selv i den situation ville det juridiske spørgsmål ikke være afklaret af sig selv. Et reversibelt indgreb på en levende patient ville være et kirurgisk indgreb med egne krav til samtykke og sikkerhed. Se informeret samtykke.
Ingen af disse forudsætninger er tæt på at være opfyldt. At fremstille det som nært forestående ville være en form for overdreven lovning, som området ikke har råd til.
Det ærlige standpunkt er derfor fortsat det forsigtige. Man afventer juridisk død og handler derefter så hurtigt, som situationen tillader.
Kort fortalt: Kryopræservering af et levende menneske ville med de nuværende metoder være både ulovlig og dødelig. Kryopræservering af mennesker kan først begynde, efter juridisk død er konstateret.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Videre læsning