Lettelsen ved at tilmelde sig

Når man har tilmeldt sig kryopræservering, kan der opstå et overraskende hverdagsligt øjeblik.

Du bliver ikke et andet menneske. Rummet ser ud som altid. Livet fortsætter.

Men et spørgsmål, der måske har fulgt dig i årevis, har endelig fået et svar.

Det kan føles som en lettelse.

I vores samtaler med medlemmer har følelsen vist sig i forskellige former. Nogle beskriver ro. Nogle bliver begejstrede. Nogle føler sig kun lidt bedre tilpas, og nogle er stadig i tvivl.

Der findes ingen korrekt følelsesmæssig reaktion.

Alligevel er lettelsen forståelig. Den er ofte størst, når man længe har ment, at kryopræservering var det rigtige valg, men i årevis har udskudt den praktiske beslutning.

Tilmeldingen afslutter netop den form for udsættelse.

Spørgsmålet fylder ikke længere på samme måde

En uafklaret beslutning forsvinder ikke bare, fordi den lægges i en mappe.

Den dukker op igen, når nogen dør. Den dukker op efter en lægeundersøgelse, ved en rund fødselsdag eller når en artikel om kryonik pludselig vises på skærmen.

Hver gang begynder hele overvejelsen forfra.

Tror jeg på, at dette overhovedet kan virke? Hvilken organisation ville jeg have tillid til? Kan jeg finansiere det? Hvad vil min familie mene?

Så tager dagligdagen over, og spørgsmålet lægges tilbage på hylden uden at være afklaret.

Det er usædvanligt let at holde døden på afstand som noget abstrakt. Den betyder enormt meget, men har som regel hverken en dato i kalenderen eller en konkret frist.

Derfor kan man tænke på kryopræservering i ti år uden at få udfyldt en formular, som tager langt kortere tid.

Det er faktisk ikke underligt. Vi gør det samme med testamenter, forsikringer og svære familiesamtaler. Vigtighed fører ikke automatisk til handling.

Forskning i uafsluttede mål forklarer en del af oplevelsen. I en række studier gav uafsluttede mål anledning til påtrængende tanker, mens det at lægge en konkret plan reducerede den mentale uro.

Studierne handlede ikke om kryopræservering og kan derfor ikke forklare alle reaktioner blandt medlemmer. Men de beskriver noget velkendt: uafsluttede opgaver bliver ved med at kræve opmærksomhed.

Ved kryopræservering forstærkes effekten, fordi opgaven er knyttet til din egen død.

Når man tilmelder sig, har man naturligvis ikke løst spørgsmålet om døden. Man har afgjort ét spørgsmål: hvad der skal ske, hvis den tilgængelige medicinske behandling ikke længere kan hjælpe.

Det er en reel bedrift.

Det er også grunden til, at lettelsen kan føles større end selve handlingen. Formularen kan være kort, men den afslutter et spørgsmål, der har fyldt langt mere end formularen selv.

Man kan føle lettelse og stadig være i tvivl

Her forveksler nogle to meget forskellige ting.

Man kan være sikker på, at tilmeldingen var den rigtige beslutning for en selv, uden at være sikker på, at en fremtidig genoplivning vil ske.

Man kan have tillid til beslutningen uden at foregive at kende udfaldet.

Intet menneske er blevet genoplivet efter helkropskryopræservering. Tomorrow.bios informerede samtykke fastslår klart, at den nødvendige teknologi ikke findes i dag.

Vi kan ikke sige til et medlem, om genoplivning en dag vil blive muligt, hvornår det eventuelt sker, eller hvilken sandsynlighed man skal tillægge det.

Tilmeldingen fjerner ikke den usikkerhed.

Det den fjerner, er en anden usikkerhed: om man overhovedet valgte at bevare muligheden.

Den forskel betyder noget. Man kan acceptere, at udfaldet er ukendt, og stadig vurdere, at et forsøg på præservering er at foretrække frem for intet forsøg.

Det kræver ikke blind tro. Det kræver et informeret billede af risikoen og en vurdering af, hvad muligheden er værd for en selv.

Samtaler med medlemmer viste tydeligt, hvor forskelligt beslutningen blev oplevet.

Nogle oplevede en umiddelbar følelse af afklaring efter års tøven. Andre følte kun delvis lettelse, fordi spørgsmål om finansiering, familiens accept eller organisationens langsigtede stabilitet stadig var uafklarede.

Nogle få håbede, at tilmeldingen ville dæmpe en dybere dødsangst, men opdagede, at en enkelt kontrakt ikke kunne fjerne den.

Det gør ikke beslutningen til en fiasko. Kryopræservering er en ordning for en fremtidig medicinsk nødsituation, ikke en behandling af angst i dag.

Målet er ikke at fremkalde en bestemt følelse.

Målet er at træffe beslutningen ærligt, handle på den og forstå, hvad der stadig er uafklaret bagefter.

Den stærkere lettelse kommer, når ordningen fungerer

Der er en praktisk komplikation, og den er vigtig.

Det er ikke altid det samme at blive medlem og at have en fuldt fungerende kryopræserveringsordning på plads.

Ifølge Tomorrow.bio begynder medlemskabet, når tilmeldingsformularen er udfyldt.

Selve kryopræserveringen kan dog stadig forudsætte yderligere oplysninger, en godkendt Biostasis Contract og en fungerende finansieringsordning.

Det er ikke skjulte forbehold gemt i det med småt. Det er forskellen mellem at blive medlem af en organisation og at sikre, at organisationen kan handle på dine vegne.

Vi har set den forskel i samtaler med medlemmer.

Nogle følte lettelse, så snart de blev medlem. Andre følte sig ikke rigtig færdige, før forsikringen var godkendt, kontrakterne var underskrevet, og ordningen var fuldt operationel.

Den anden reaktion er ikke mere rationel end den første. Den afspejler blot et senere punkt i processen.

Tomorrow.bio guider medlemmer gennem opstarten og står for kryopræserveringen, den lokale koordinering, dokumentationen og transporten, når ordningen aktiveres.

Man behøver ikke selv at påtage sig bedemandens rolle.

Man skal dog indsende de oplysninger og underskrifter, der bliver bedt om, have en godkendt finansieringsmetode på plads og holde kontaktoplysningerne opdaterede.

Et betalt medlemskab kan ikke opveje manglende finansiering. En underskrevet kontrakt kan ikke give os besked, når nogen dør. En plan, der ligger, hvor ingen kan finde den, kan svigte netop i det øjeblik, det gælder.

Derfor er der forskel på den følelsesmæssige beslutning og de praktiske skridt fra »måske« til »gjort«.

Det er også grunden til, at Memberzone spiller en rolle. Den samler oplysningerne om ordningen ét sted i stedet for at lade dem være spredt mellem gamle e-mails og hukommelsen.

De sidste dele er ganske almindelige: opdaterede oplysninger, godkendt finansiering, underskrevne dokumenter og mennesker, der ved, hvem de skal kontakte.

Almindelighed er godt.

En kryopræserveringsordning bør med tiden blive kedelig nok til, at man kan holde op med hver måned at tage hele det filosofiske spørgsmål op igen.

Tjek den efter en flytning, et forsikringsskifte, et nyt forhold eller en anden stor livsændring. Sørg for, at de vigtige dokumenter er lette at finde.

Sørg for, at de mennesker omkring dig ved, at Tomorrow.bio skal underrettes hurtigt. Hvis dine ønsker skal kunne følges, må man ikke nøjes med at antage, at andre ved, hvad de skal gøre.

Vend så tilbage til livet.

Det er den mest holdbare form for lettelse. Ikke vished om en teknologi, der endnu ikke findes, og ikke troen på, at intet kan gå galt.

Det er roen ved at vide, at man har overvejet muligheden, truffet sit valg og etableret en ordning, der kan føre valget ud i livet.

Kryopræservering bør være noget, man får på plads, ikke et uafklaret spørgsmål, der fylder i hverdagen.

Fremtiden er stadig usikker. Beslutningen behøver ikke forblive uafsluttet.

Læs mere

• Fra »måske« til »gjort«
• Den store træghed
• Kom godt i gang med Memberzone