Genoplivning er den del af kryonik, hvor det er fristende at vifte med hånden og sige, at fremtiden nok finder en løsning. Det er ikke godt nok, og det er heller ikke nødvendigt.
Man kan beskrive ret præcist, hvad genoplivning i princippet ville kræve. Gør man det, falder svaret i to tekniske spor. Ingen af dem findes endnu. Ingen af dem kræver ny fysik.
Det genoplivning egentlig skal løse
Det giver mere mening at begynde med kravene end med teknologien. Enhver vej skal overvinde de samme tre forhindringer.
For det første er den sygdom eller skade, der førte til den juridiske død, stadig til stede og ubehandlet. Det kan være kræft, organsvigt eller skader efter en blodprop i hjernen.
For det andet efterlader selve bevaringen sin egen skade. Noget iskæmisk skade opstår, før nedkølingen begynder, som beskrevet i kapløbet mod cellernes forfald.
Yderligere skade kan opstå under selve proceduren, på de punkter der beskrives i de tekniske udfordringer ved bevaring af høj kvalitet.
For det tredje skal kroppen bringes tilbage til en fungerende tilstand, uden at den struktur, der bærer personens identitet, beskadiges eller ændres.
Det tredje krav er det, der gør dette til et teknisk mål og ikke en fantasi. Påstanden er ikke, at døden generelt kan gøres reversibel.
Påstanden er mere begrænset: Hvis informationen er bevaret, er opgaven at bruge den som grundlag for genoplivning. Det er et spørgsmål om tekniske redskaber, ikke om fysik.
Alt nedenfor forudsætter, at denne betingelse er opfyldt. Hvis den ikke er opfyldt, hjælper ingen af vejene i denne artikel. Derfor må den ærlige position i dag tage udgangspunkt i, hvad bevaringen ikke kan garantere.
Værd at bemærke: de tre forhindringer er uafhængige af hinanden. At løse problemerne med opvarmning hjælper ikke mod kræften, og at kurere kræften løser ikke problemerne med isdannelse.
En brugbar vej skal overvinde alle tre forhindringer, mens megen skråsikker tale om genoplivning i praksis kun forholder sig til én af dem.
Vej et: reparer kroppen, hvor den er
Den første vej bevarer den oprindelige biologiske krop og reparerer den. Hvert skridt skal udføres på celle og molekylært niveau i hele vævet.
Dødsårsagen skal behandles. Den iskæmiske skade skal repareres. De kryobeskyttende stoffer skal fjernes, før de bliver giftige under opvarmningen.kryobeskytterne
Kroppen skal desuden opvarmes hurtigt og jævnt nok til, at der ikke dannes is under temperaturstigningen. På mindre skala er det ikke kun hypotetisk: Rotters nyrer er blevet opvarmet indefra og transplanteret til modtagere, som derefter overlevede med dem.
Springet fra en rottenyre til et menneske indebærer langt større størrelse og kompleksitet samt det reparationsarbejde, der omtales i artiklen om reversibilitet.
Den mest omtalte kandidat til at løse opgaven i den skala er molekylær nanoteknologi, altså maskineri, der arbejder atom for atom. Det er et selvstændigt spørgsmål, som behandles i en særskilt artikel.
Det er ikke den eneste kandidat. Konstruerede celler, avanceret bioteknologi og målrettede molekylære redskaber kan alle bidrage, og ingen af dem forudsætter en universel molekylær samlemaskine.
Tiltrækningen ved denne vej er tydelig. Man vågner i sin egen reparerede krop, uden tvivl om, hvorvidt den, der vågner, er én selv.
Udfordringen er imidlertid lige så tydelig. Den kræver reparationsredskaber med en præcision og kapacitet, som endnu ikke findes, og som kan fungere i hele kroppen.
Vej to: aflæs strukturen og genopbyg
Den anden vej reparerer overhovedet ikke det bevarede væv. Den aflæser det.
Hvis hjernens struktur kunne kortlægges med tilstrækkelig høj opløsning, ville en anden vej være mulig. Med tilstrækkelig opløsning menes sandsynligvis oplysninger om den molekylære tilstand i hver enkelt synapse, ikke blot et kredsløbsdiagram.
Et sådant kort kunne i princippet bruges som grundlag for at skabe en rask biologisk hjerne eller for at genskabe hjernens funktion på en helt anden måde.
Her fungerer den bevarede hjerne som informationskilde, og genoplivning bliver et spørgsmål om skanning og genopbygning frem for kirurgi.
Denne vej bygger på billeddannelse og databehandling i stedet for molekylær reparation, og den lykkes eller mislykkes derfor af helt andre grunde end vej et.
Den rejser også et spørgsmål, som vej et ikke gør. Hvis en hjerne genopbygges fra et kort, er den person, der vågner, så den samme person?
Det er en reel filosofisk uenighed, ikke en teknisk detalje, og der findes redelige argumenter på begge sider. Spørgsmålet behandles direkte i mind uploading.
Tim Urbans essay om hvad der gør dig til dig er en lettilgængelig gennemgang af, hvorfor spørgsmålet er sværere, end det umiddelbart ser ud.
Vej to er nævnt her, fordi den findes, ikke fordi den er bevist eller foretrukket. Den, der vil tage stilling til spørgsmålet, bør vide, at begge veje er mulige i princippet.
Hvorfor to veje betyder mere end hver af dem for sig
Det afgørende er ikke, at nogen af vejene er tæt på at kunne gennemføres. Ingen af dem er. Det er, at de er uafhængige af hinanden.
Vej et kan gå i stå på molekylær reparation, mens billeddannelse og databehandling fortsætter med at udvikle sig. Vej to kan gå i stå på opløsning, mens den molekylære medicin modnes.
Et væddemål med to uafhængige måder at lykkes på er grundlæggende anderledes end et væddemål med kun én mulig fejlkilde.
Begge veje har også det vigtigste til fælles. Ingen af dem kræver en ny naturlov, kun redskaber, som endnu ikke er bygget.
Det er forskellen mellem et problem, der kan løses trin for trin og et mirakel, man blot kan håbe på.
Det er den samme tilgang, som præger feltets arbejde med selve bevaringen: Fremskridt opnås ved at behandle biologi som en teknisk disciplin frem for et mysterium.
Udviklingen inden for billeddannelse, molekylærbiologi og databehandling går alle i en relevant retning, og de aktuelle resultater gennemgås i de relevante forskningsartikler.
At pege i den rigtige retning er ikke det samme som at være i mål. Arbejdet med at udfylde disse huller beskrives i artiklen om feltets udvikling.
Intet af dette er en garanti. Det er et kort over de mulige veje, så det væddemål, man indgår, kan træffes på et oplyst grundlag frem for i blinde.
Hvor lang tid det vil tage, er et selvstændigt spørgsmål, som behandles i artiklen om, hvornår vi kan forvente, at genoplivning sker.
Kort fortalt: Mulige veje til genoplivning omfatter reparation af den oprindelige krop eller genopbygning af en person på grundlag af bevaret hjerneinformation. Begge er stadig teoretiske og kræver teknologier, der ikke findes i dag.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Læs mere