Her er det korte og ærlige svar på det mest almindelige spørgsmål. Vi ved ikke, hvornår genoplivning bliver mulig.
Alle, der giver en dato, gætter eller forsøger at sælge noget. Det er ikke udenomssnak, men det fagligt forsvarlige svar. Denne artikel forklarer, hvad man trods alt kan sige.
Hvorfor der ikke findes en dato
Teknologiske forudsigelser har generelt ringe træfsikkerhed, og det gælder allermest netop for dette spørgsmål.
Forudsigelser holder nogenlunde stik for en enkelt teknologi, der udvikler sig langs en kendt kurve. De slår fejl, når flere gennembrud skal indtræffe på samme tid.
I 1950'erne blev atomdrevne flyvemaskiner betragtet som et rent ingeniørspørgsmål, et spørgsmål om tid. De kom aldrig i luften.
I 1970'erne forudsagde man kunstig intelligens på menneskeniveau inden for en generation. Siden er den samme forudsigelse blevet fremsat af den ene generation efter den anden.
Genoplivning hører til blandt de særligt vanskelige teknologiske udfordringer. Den afhænger af flere usikre teknologier med hver sin uvisse tidshorisont, sådan som how we might achieve revival beskriver.
Når flere usikre tidshorisonter lægges sammen, bliver skønnet ikke mere pålideligt. Det giver et skøn helt uden brugbar præcision.
Under det første problem ligger et andet. Vi kan ikke måle, hvor langt vi er kommet, fordi ingen ved, hvor stor en andel af arbejdet der er udført.
Når man ikke kender arbejdets samlede omfang, kan man heller ikke måle fremskridtene. En tidsprognose bliver derfor mest en mavefornemmelse med et tal på.
Det gælder både optimisme og pessimisme. Skråsikre påstande om, at genoplivning aldrig bliver mulig, bygger på den samme mangel på viden om opgavens samlede omfang.
Hvad der skal ske først
Der findes ingen dato, men man kan pege på de nødvendige forudsætninger. Det gør i det mindste problemets omfang tydeligere.
Genoplivning kræver redskaber, der kan behandle hele det bevarede væv på molekylært niveau. Den nødvendige kapacitet beskrives i the nanotechnology bet.
Det kræver opvarmning af hele kroppen uden isdannelse. Det er det centrale uløste problem i reversible cryopreservation.
Det kræver en langt dybere forståelse af, hvordan hjernen koder hukommelse og identitet, end nogen har i dag.
Det, man i sidste ende skal kunne kortlægge, er konnektomet med omkring hundrede billioner synaptiske forbindelser. Det er netop denne struktur, vitrifikation skal bevare.
At aflæse et sådant kort er i sig selv et omfattende forskningsområde. Mulighederne gennemgås i mind uploading.
Dertil kommer krav, som slet ikke er tekniske. Nogen skal være villig til at udføre proceduren, og lovgivningen skal gøre den mulig.
En bevaret persons retlige status er uklar i de fleste retsområder, sådan som the legal status of an individual in cryostasis beskriver.
Den regulatoriske situation er lige så uklar, og de uafklarede spørgsmål behandles i regulatory risks and legal grey zones.
Hvad historien peger på, og hvad man bør følge i stedet
Omvæltende teknologier kan tage vidt forskellig tid at udvikle, og netop den variation er vigtig her.
Motorflyvning gik fra den første flyvning til kommerciel luftfart på omkring to årtier, fordi udfordringen i høj grad var ingeniørmæssig og byggede på kendt fysik.
Fusionsenergi har i halvfjerds år været beskrevet som en teknologi, der ligger tredive år ude i fremtiden. Samme grad af selvsikkerhed, men vidt forskellige resultater.
Den mest nærliggende parallel er måske genteknologien. Fra opklaringen af DNA's struktur i 1953 til målrettet genredigering omkring 2012 gik der omkring tres år.
Den udvikling var ikke et enkelt gennembrud. Det var en gradvis og samlet udvikling på tværs af mange delfelter, hvoraf de fleste ikke umiddelbart så ud til at føre til et bestemt mål.
Genoplivning kan følge samme forløb, eller den kan gå i stå. Historien giver belæg for begge muligheder, og valget mellem dem er en holdning snarere end en evidensbaseret konklusion.
Det er derfor mere meningsfuldt at følge konkrete indikatorer end at tælle ned til en dato. Det gælder fremskridt inden for molekylær maskinteknik, billeddannelse af nervevæv i højere opløsning og opvarmning i større skala.
Fremskridt inden for regenerativ medicin samt ændringer i lovgivning og holdninger til radikal livsforlængelse hører også til på listen.
Ingen af disse indikatorer kan bruges som et ur. Sammen viser de, om man kommer nærmere de nødvendige forudsætninger. Den aktuelle status følges i advancing the field og our research and development initiatives.
Muligheden for, at det aldrig sker
En ærlig diskussion skal også omfatte det værst tænkelige scenarie. Genoplivning sker måske aldrig.
Udviklingen kan gå i stå. Civilisationen kan blive ramt af alvorlige tilbageslag. De tekniske barrierer kan simpelthen vise sig højere end nogen forventer.
Det er nøgternhed, ikke defaitisme. Læsere, der skal tage stilling til spørgsmålet, har krav på at få det sagt klart.
Et fysisk forhold betyder, at en lang ventetid ikke nødvendigvis medfører yderligere fysisk skade. Ved -196 °C går den molekylære bevægelse så langsomt, at de kemiske nedbrydningsprocesser i praksis næsten standser.
En ventetid målt i århundreder tilføjer derfor stort set ingen yderligere skade. Tiden er ikke fjenden, når temperaturen først er lav nok.
Det, der kan gå galt i mellemtiden, er ikke fysikken, men institutionen. Opbevaringen skal betales og vedligeholdes af en organisation, der stadig eksisterer.
Derfor behandles building organisations meant to last her som et teknisk spørgsmål, og derfor tages the failure case op frem for at blive undveget.
Den fysiske ramme for denne opgave er long-term storage facility, som er udformet til at holde forholdene stabile i årtier.
Risikoen knyttet til tidshorisonten og den institutionelle risiko er altså forskellige. I dag er det først og fremmest den institutionelle risiko, man kan arbejde på at begrænse.
Beslutningen bør ikke baseres på en forudsagt dato, for der findes ingen troværdig dato at bygge den på.
Beslutningen bør i stedet baseres på det, der ikke afhænger af tidspunktet: At bevare information holder muligheder åbne, mens destruktion af information lukker dem for altid. Det er ræsonnementet bag why a 1% chance is infinitely better than 0.
Vores opgave i mellemtiden er enkel. Vi skal bevare så godt som muligt, drive videnskaben fremad, hvor vi kan, og holde organisationen stabil nok til stadig at være her, hvis svaret nogensinde kommer.
Kort fortalt: Der findes ingen troværdig dato for menneskelig genoplivning efter kryopræservering. Det kan tage århundreder eller aldrig ske, så beslutningen bør ikke afhænge af en forudsagt tidshorisont.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Videre læsning