Når tanken om, at det er slut, er uacceptabel

Nogle mennesker slutter fred med døden.

Andre er fuldt bevidste om den, men afviser den alligevel.

Denne artikel handler om den anden holdning. Ikke troen på at døden allerede kan overvindes, og ikke et løfte om at kryonik vil virke. Det er den enklere vurdering, at et menneskes endelige forsvinden er et onde, og at man kan acceptere døden som et faktum uden at betragte den som et godt udfald.

For den, der holder af livet, er indvendingen ikke svær at forklare. Døden fratager os tanker, oplevelser, relationer, planer og alle de valg, vi aldrig når at træffe. At den er universel, gør ikke disse tab til noget godt.

Man kan ønske sig endnu en almindelig morgen med sin partner. Man kan ønske at se, hvad børnene bliver til. Man kan blot føle, at ens liv tilhører en selv, og at naturens gang ikke bør afgøre, hvornår det slutter.

Det er ikke nødvendigvis et krav om udødelighed.

Det er en afvisning af at lade som om en uønsket afslutning bliver meningsfuld, bare fordi den er velkendt.

Accept er ikke det samme som godkendelse

Ordet “accept” dækker over to forskellige ting.

Den ene er faktuel. Man kan forstå, at man vil dø under de nuværende omstændigheder, forberede sig på det og tale ærligt om det med sine nærmeste.

Den anden er normativ. Den indebærer, at man betragter døden som rimelig, nødvendig eller på en eller anden måde god for én selv.

Det første indebærer ikke det andet.

Vi trækker den samme grænse alle andre steder. En sygdom kan være ubehandlelig i dag uden at blive ønskværdig. En storm kan være uundgåelig uden at blive velkommen. At anerkende en begrænsning er ikke det samme som at hylde den.

“Døden er naturlig” afgør heller ikke sagen. At noget er naturligt, siger blot noget om dets oprindelse. Det siger ikke noget om, hvorvidt vi bør bevare det, forhindre det eller omgå det.

Aldring, infektion og organsvigt er også naturlige. Store dele af medicinen findes, fordi naturens gang ikke automatisk stemmer overens med det, mennesker værdsætter.

Nogle finder ægte trøst i at se døden som en del af en større orden. Det perspektiv fortjener respekt. Men det skaber ikke en pligt for alle andre til at føle det samme.

Man kan møde døden med ro og stadig foretrække ikke at dø. Man kan støtte en døende slægtning uden at kalde tabet smukt. Man kan sørge uden at søge efter en lære, der gør døden acceptabel.

Der findes ingen korrekt måde at føle på her.

Hvad dette har at gøre med kryonik

Kryonik gør ikke døden mindre definitiv. Den ændrer, hvad der kan forsøges, når nutidens medicin har nået sin grænse.

Efter den juridiske død har kryopræservering til formål at bremse nedbrydningen og bevare så meget som muligt af hjernens fysiske struktur. Tanken er, at fremtidig teknologi måske vil kunne reparere skaderne, genskabe personen og behandle den oprindelige dødsårsag.

Ingen kan i dag bevise, at dette vil lykkes hos et menneske. Forsøget kan bevare for lidt. Den nødvendige reparationsteknologi kan udeblive for altid. Den organisation, der har ansvaret for opbevaringen, skal desuden kunne varetage opgaven i en periode, som ingen kan forudsige.

Alternativerne er imidlertid afgørende. Begravelse og kremering medfører, at de strukturer, der bærer hukommelse og identitet, uigenkaldeligt går til grunde. Dermed udelukkes muligheden for biologisk genoplivning.

Kryopræservering holder muligheden åben, om end usikkert.

For den, der finder afslutningen uacceptabel, kan denne forskel være nok til at handle. Man behøver ikke tro, at genoplivning er sikker. Man behøver blot at foretrække et usikkert forsøg frem for et udfald, der udelukker enhver mulighed for at vende tilbage.

Denne præference beviser ikke, at kryonik er sin pris værd for alle. Den forklarer, hvorfor det kan være en sammenhængende beslutning at vælge den.

På baggrund af vores samtaler med medlemmer er motivationen sjældent en abstrakt fascination af “fremtiden”. Oftere udspringer den af tilknytningen til det liv, man allerede har.

Mennesker vil blive hos dem, de elsker. De er nysgerrige på, hvad menneskeheden kommer til at lære. De har projekter, de ville fortsætte med, hvis de fik chancen. Eller de ser simpelthen ikke, hvorfor et liv, de værdsætter, skal opgives, uden at den sidste mulighed forsøges bevaret.

Den forestillede fremtid behøver ikke være perfekt. Den skal blot indeholde et liv, som personen ville anse for værd at leve.

Afvisning er ikke fortrængning

Der er en vigtig forskel på at fornægte døden og på ikke at betragte den som acceptabel.

Fortrængning skjuler fakta. Man opfører sig, som om sygdom, aldring og tid kan ignoreres. En seriøs beslutning om kryonik må gøre det modsatte.

Den kræver, at man forholder sig åbent til den juridiske død, mulige forsinkelser, biologiske skader og fraværet af en dokumenteret metode til genoplivning. Den kræver, at man underskriver dokumenter med henblik på en begivenhed, som man håber ikke indtræffer i årtier.

Tomorrow.bios erklæring om informeret samtykke gør det klart, at genoplivning måske aldrig bliver mulig. At ville overleve fjerner ikke den usikkerhed.

At betragte døden som uacceptabel betyder heller ikke, at man kræver, at nutidens medicin forlænger lidelse for enhver pris.

Man kan tage velovervejede beslutninger om behandling ved livets afslutning og stadig anmode om kryopræservering efter den juridiske død. Det første handler om, hvad medicinen bør gøre, mens mulighederne for helbredende behandling stadig vurderes. Det andet spørger, om noget af personen kan bevares til en fremtid, hvor mere kan lade sig gøre.

Det er beslægtede beslutninger, men de er ikke den samme beslutning.

I denne sammenhæng behøver ordet “uacceptabel” ikke at udtrykke panik eller vrede. Det kan udtrykke noget stille: Jeg anerkender, hvad der sker, men jeg vil ikke vælge en uigenkaldelig afslutning, så længe der findes et alternativ.

Den ærlige version af håb

Et stærkt ønske er ikke et bevis.

Man kan ønske genoplivning mere end noget andet og stadig ikke have nogen sikker måde at angive en sandsynlighed for det. Proceduren rummer for mange uvisheder, fra hjernens tilstand før nedkølingen til, hvad et fremtidigt samfund teknologisk vil kunne.

En ærlig argumentation for kryonik bør ikke skjule disse usikkerheder.

Den behøver det heller ikke.

Valget står ikke mellem garanteret genoplivning og garanteret død. Det står mellem at bevare de strukturer, der stadig kan bevares, og at undlade at bevare dem.

Den ene mulighed kan slå fejl. Den anden fjerner muligheden helt.

Hvor meget forskellen betyder, afhænger af den enkelte. Det afhænger af, hvor højt man værdsætter fortsat liv, hvad ordningen koster, og om man finder proceduren og organisationen troværdige nok til at gøre håbet rimeligt.

Derfor handler argumentet for, hvorfor en chance på 1 % er uendeligt bedre end 0 %, i sidste ende om forskellen mellem en mulighed og ingen mulighed. Det er ikke et bevis på, at nogen kender den sande sandsynlighed for genoplivning.

Vi bør kunne rumme begge tanker samtidig: Beviserne er utilstrækkelige, og den resterende mulighed kan stadig betyde enormt meget.

Du har lov til at ville fortsætte

Videnskaben kan ikke afgøre, hvor højt et andet menneske bør værdsætte sin fortsatte eksistens.

Nogle mennesker vil ikke have kryonik. De ser måske døden som en afslutning, tror på et liv efter døden, tvivler på at en genoplivet person stadig ville være dem selv, eller vurderer, at usikkerheden ikke er pengene og indsatsen værd.

Det er reelle holdninger.

Men det modsatte synspunkt er lige så legitimt. Man har lov til at sige, at dette liv, dette sind og disse relationer er uerstattelige for én selv. Man har lov til at ønske mere tid uden at klæde det ønske ud som en pligt mod menneskeheden.

Tomorrow.bios rolle er ikke at fortælle mennesker, at de skal betragte døden som uacceptabel. Den er at gøre kryopræservering tilgængelig for dem, der allerede ved, at de vil forsøge det, og at beskrive dette forsøg uden at gøre usikkerheden til et løfte.

Vælger man kryopræservering, må ønsket omsættes til konkrete forberedelser. Medlemskab, finansiering, oplysninger til brug i en nødsituation og orientering af familien er vigtige, fordi kryopræservering ikke kan gennemføres alene ved at ønske det.

De nødvendige forberedelser fremgår af dokumenter, som man bør opbevare.

Når disse ordninger er på plads, behøver beslutningen ikke fylde hverdagen. Den kan forblive det, den var tænkt som: en form for sikring mod en afslutning, man ikke frivilligt accepterer.

Den klareste udgave af denne holdning er også den korteste.

Jeg ved, at kryonik kan slå fejl. Jeg ved, at ingen kan love mig, at jeg kommer tilbage. Men mit liv betyder noget for mig, og jeg foretrækker et usikkert forsøg frem for intet forsøg.

Der er ikke brug for mere end det.

Læs mere

• At holde frygt og håb i balance
• Hvad et ærligt tilsagn kræver
• Hvorfor det er nok at ville have mere liv