Der er en særlig vanskelighed ved at tænke på sin egen ikke-eksistens.
Du kan forestille dig et tomt rum, din egen begravelse eller en verden, der fortsætter uden dig.
Men du er stadig til stede som den, der forestiller sig det.
Intetheden er ikke mørke, stilhed eller en uendelig søvn.
De ting er oplevelser. Ikke-eksistens er, at der ikke er nogen til at opleve noget som helst.
Det kan være en trøst.
Findes der ikke noget subjekt efter døden, er der ingen fanget i intetheden og ingen uendelig tilstand at holde ud.
Det efterlader dog den egentlige indvending uberørt.
Man behøver ikke frygte at være død. Man kan i stedet have en indvending mod at miste enhver fremtid, man ellers kunne have levet.
Ingen lidelse betyder ikke intet tab
Overvej en almindelig medicinsk beslutning.
En patient i fuld bedøvelse oplever ikke de timer, operationen tager. Det gør det ikke ligegyldigt, om patienten vågner igen.
Skaden ved permanent ikke-eksistens behøver ikke være en ubehagelig tilstand efter døden.
Den kan bestå i tabet af relationer, projekter, opdagelser og øjeblikke, som ville have haft betydning, hvis personen havde levet videre.
Det er en vurdering set fra den levende persons synspunkt her og nu.
Man behøver ikke forestille sig et spøgelse, der sørger over sin egen fremtid.
Man skal blot lægge mærke til, at livet kan indeholde goder, og at et liv, der ender, fjerner adgangen til dem.
Det beviser stadig ikke, at hvert ekstra år er værdifuldt.
En person med svær lidelse kan med rette bekymre sig mere om lindring end om at leve længere.
Nogen kan tro, at et naturligt livsforløb er fuldendt, at der følger et liv efter døden, eller at personlig fortsættelse ikke er et overordnet gode.
Logikken kan ikke afgøre sagen, hvis personen afviser den værdipræmis, argumentet bygger på.
Der findes ingen oplevelse af at være død. Der kan alligevel være et tab i ikke længere at være i live.
Denne skelnen forklarer, hvorfor diskussioner om døden ofte taler forbi hinanden.
Den ene side siger, korrekt, at en ikke-eksisterende person ikke kan lide.
Den anden siger, lige så konsekvent, at et menneske har grund til at beskytte den fremtid, det sætter værdi på.
Begge påstande kan være sande på samme tid.
Biostasis bevarer en mulighed
Kryopræservering løser ikke problemet med ikke-eksistens.
Det fastslår ikke, at patienten forbliver bevidst, juridisk levende eller garanteret vender tilbage.
Patienten er juridisk død. Stofskiftet er kraftigt nedsat ved kryogene temperaturer. Ingen nuværende teknologi kan genoprette personen.
Proceduren forsøger at bevare den fysiske information, der er lagret i kroppen.
Hvis hukommelse og personlighed afhænger af en varig struktur i hjernen, og hvis nok af den struktur overlever, kan en fremtidig genoprettelse fortsat være fysisk mulig.
Hvert enkelt “hvis” har betydning.
Vi kender ikke det fulde fysiske grundlag for hukommelse og identitet. Vi ved ikke, om nutidens procedurer bevarer alt det, en fremtidig reparationsmetode ville have brug for.
Vi ved ikke, om en sådan reparationsmetode nogensinde vil opstå.
En patient i kryopræservering er desuden afhængig af, at institutioner fortsat kan tage vare på opbevaringen, indtil en sådan metode eventuelt findes.
De tekniske forudsætninger kan forstås som en ingeniørmæssig tilgang til et biologisk problem.
Den ærlige konklusion er derfor beskeden.
Biostasis kan forhindre, at vejen til ikke-eksistens bliver uigenkaldelig umiddelbart efter den juridiske død.
Det kan mislykkes.
For den, der værdsætter fortsat liv og ser identitet som noget fysisk forankret, kan det stadig være rationelt at bevare muligheden.
For den, der mener, at personen allerede er væk i den eneste betydning, der tæller, har proceduren måske ingen reel værdi.
Det er derfor, valget forbliver en dybt personlig beslutning.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Man kan ikke ræsonnere ud fra frygt alene
Frygt kan vise, at et muligt udfald betyder noget for dig.
Den fortæller dig ikke, hvor sandsynligt udfaldet er, om den foreslåede løsning virker, eller hvad den bør koste.
Det gælder i begge retninger.
En stærk dødsangst kan gøre svage beviser til noget, der føles afgørende.
En stærk angst for at virke naiv kan gøre usikkerhed til noget, der føles som bevis på, at en idé er umulig.
Ingen af de to følelser bør bestemme det faktuelle spørgsmål.
En mere afklaret beslutning holder tre ting adskilt.
Først: hvad sætter du værdi på? Måske fortsat oplevelse, relationer, nysgerrighed eller simpelthen chancen for flere almindelige morgener.
Dernæst: hvad viser evidensen? Nutidens kryopræservering kan bremse fysisk forandring og bevare struktur, men genoplivning af mennesker er ikke påvist.
Til sidst: hvad kræver ordningen af dit liv her og nu?
Penge brugt på præservering kan ikke bruges to gange. Familiens forpligtelser er reelle. Planen bør ikke opsluge det liv, den skal beskytte.
Folk nærmer sig ikke disse spørgsmål med de samme følelser.
Nogle mærker frygt. Nogle mærker nysgerrighed. Nogle finder papirarbejdet næsten trivielt, når beslutningen først er taget.
For andre er det afgørende ikke angsten for døden, men kærligheden til det liv, de lever nu.
Disse motiver kan eksistere side om side.
En rationel beslutning kræver ikke, at man holder op med at føle. Den kræver, at man ikke forveksler sine følelser med beviser.
Det kan hjælpe at vende spørgsmålet om.
Spørg ikke kun, om døden skræmmer dig. Spørg, om du ville tage imod et sikkert ekstra tiår, hvis lægevidenskaben kunne tilbyde det i morgen.
Er svaret ja, har fortsat liv allerede en værdi uafhængig af panikken.
Spørg derefter, hvor meget afkald her og nu et usikkert forsøg er værd.
Det flytter samtalen fra følelser til en afvejning, der kan vurderes mere nøgternt.
At gøre ingenting er også et valg
Man opfatter ofte tilmelding som den aktive beslutning og passivitet som neutral.
Biologisk set har det en forudsigelig konsekvens at undlade at handle.
Efter døden nedbrydes hjernens struktur. Ved begravelse fortsætter den proces. Kremering fremskynder en uigenkaldelig ødelæggelse.
Ønsker en person senere, at vedkommende havde arrangeret kryopræservering, findes der måske ikke noget senere tidspunkt, hvor muligheden kan genvindes.
Det betyder ikke, at alle bør handle i dag.
Det betyder, at det også er en beslutning at vente, og at ventetiden bør indgå i overvejelserne.
Man kan beslutte, at beviserne er utilstrækkelige, at prisen er for høj, eller at det underliggende syn på identitet er forkert.
Det er alle sammen legitime grunde.
“Jeg fik aldrig taget mig sammen til at bestemme mig” fører til samme fysiske udfald, men uden at spørgsmålet er blevet undersøgt.
Asymmetrien har betydning, fordi aftaler er lettere at få på plads, før en krise opstår.
Finansiering er ofte billigere, mens en person er ung og rask. Dokumenter kan udfyldes, uden at familien senere skal træffe beslutninger midt i et chok.
Intet af dette hæver chancen for genoplivning til et kendt tal.
Det reducerer blot de undgåelige måder, hvorpå forsøget aldrig kommer i gang.
Argumentet om optionsværdi er udfoldet i hvorfor en chance på 1% er uendeligt bedre end 0%.
Dit svar behøver ikke passe alle
Problemet med intetheden har intet rent logisk svar, fordi logik forudsætter præmisser.
Hvis fortsat liv har værdi, fjerner ikke-eksistens noget vigtigt.
Hvis fysisk bevaring kan bevare personen, kan kryopræservering holde en mulighed åben, som andre løsninger lukker.
Hvis den ukendte chance er mere værd for dig end omkostningen her og nu, følger arrangementet logisk af det.
Ændres nogen af disse præmisser, kan konklusionen ændre sig.
Den betingede form er ikke en svaghed.
Det er, hvordan en ærlig konklusion ser ud, når både beviser og værdier tæller.
Oplysningen om informeret samtykke fra Tomorrow.bio understreger, at genoplivning måske aldrig bliver mulig.
Man kan acceptere det og alligevel beslutte, at sikker ødelæggelse ikke er et acceptabelt udgangspunkt.
Man kan også acceptere det og beslutte ikke at deltage.
Det væsentlige er at se, hvad valget faktisk handler om.
Intetheden i sig selv vil ikke gøre dig ondt.
Men hvis man ønsker en fremtid, er det ikke neutralt at lade alle muligheder for den forsvinde.
Kort fortalt: Ikke-eksistens er ikke en oplevelse, men døden kan stadig fjerne en fremtid, som nogen sætter værdi på. Biostasis er et usikkert forsøg på at bevare den fremtid, ikke et bevis eller en garanti.
Læs også