Er kryopræservering den mindst mærkelige mulighed efter døden?

Kryopræservering virker fremmed, fordi de fleste af os først møder den som et billede.

En menneskekrop. En beholder af stål. Flydende kvælstof. En fremtid, ingen kan beskrive.

Begravelse og kremering fremstår derimod indhyllet i fortrolighed.

Vi har set ceremonierne. Vi ved, hvilke klæder man tager på, og hvilke ord man siger. Fortroligheden får udfaldet til at virke naturligt, selv når det er uigenkaldeligt.

Den følelsesmæssige forskel er reel.

Den er endnu ikke et argument.

Spørg, hvad hver mulighed forsøger at opnå

Begravelse, kremering og kryopræservering bliver ofte sat i samme kategori som måder at håndtere en krop efter døden.

De har ikke det samme formål.

En begravelse kan hjælpe de efterladte med at sørge, ære den døde og markere en forandring, som familien må lære at leve med.

Begravelse og kremering passer ind i etablerede juridiske, kulturelle og religiøse praksisser. De kan også udtrykke værdier, der ikke har noget at gøre med biologisk bevaring.

Kryopræservering har et snævrere, fysisk formål.

Formålet er at bevare tilstrækkeligt af hjernens struktur efter den juridiske død til, at fremtidig teknologi måske kan gøre genoprettelse mulig.

Ingen kan i dag genoplive et kryopræserveret menneske. Ingen kan give et pålideligt sandsynlighedstal eller en tidshorisont.

Det er ikke forbehold, der står med småt. De definerer selve valget.

Sammenligningen står derfor ikke mellem en dokumenteret medicinsk behandling og en begravelse.

Den står mellem et usikkert forsøg på bevaring og alternativer, der slet ikke forsøger at bevare den samme biologiske information.

»Normalt« siger noget om, hvad andre mennesker som regel gør. Det siger ikke noget om, hvilket udfald der tjener dit mål.

Hvis dit eneste mål er en velkendt begravelsesform, er kryopræservering ikke nødvendig.

Hvis et af dine mål er at holde en fysisk vej til fremtidig genoprettelse åben, kan kremering ikke tjene det formål.

Det gør ikke kremering irrationel. Det betyder, at mulighederne ikke bør betragtes som konkurrerende versioner af det samme tilbud.

Denne forskel er lettere at se i andre dele af livet.

Et brandsikkert arkiv og en mindehøjtidelighed kan begge have betydning. Det ene beskytter information. Det andet hjælper mennesker med at bearbejde et tab.

Det ene opfylder ikke det formål, som det andet tjener.

Mærkelig er ikke en brugbar målestok

Mange velkendte medicinske indgreb ville virke grufulde, hvis de ikke var omgivet af velkendte kulturelle rammer.

En kirurg åbner et brysthulrum og stopper et hjerte. Donerede organer flyttes mellem kroppe. Embryoner opbevares i flydende kvælstof.

Vi accepterer ikke disse praksisser, blot fordi de er blevet fortrolige.

Vi accepterer dem, når evidens, samtykke, regulering og formål retfærdiggør dem.

Det omvendte gælder også.

En ny praksis bliver ikke fornuftig, blot fordi den ligner medicin eller bruger et videnskabeligt sprog.

Kryonik skal stadig svare på svære spørgsmål om bevaringskvalitet, institutionel holdbarhed, pris og informeret samtykke.

At kalde den “mindre mærkelig” kan ikke besvare disse spørgsmål.

Det kan kun fjerne en misvisende genvej i tænkningen: antagelsen om, at det velkendte også er teknisk værdifuldt.

For mange bliver pointen først tydelig, når spørgsmålet formuleres anderledes.

Spørg ikke »Vil jeg have min krop liggende i en tank?«, men snarere »Hvad skal ske med den fysiske struktur, der bar mine minder og min personlighed?«

Den anden formulering vækker færre konkrete billeder. Den ligger også tættere på selve beslutningen.

Vi ved stadig ikke præcis, hvilke fysiske detaljer en fremtidig genoprettelse ville kræve.

Den synaptiske organisering er sandsynligvis relevant, men den nødvendige information kan omfatte mere end et ledningsdiagram.

Evidensgrundlaget og usikkerhederne behandles nærmere i artiklen om hukommelse, identitet og hjernen.

Hvis nok af den relevante struktur overlever, kan fremtidig reparation blive mulig. Bliver den ødelagt, kan senere teknisk fremskridt ikke trække på information, der ikke længere findes.

Denne asymmetri er kernen i argumentet om værdien af at bevare en mulighed.

Kryopræservering kan mislykkes trods en teknisk velgennemført procedure. Begravelse og kremering forfølger overhovedet ikke dette genoprettelsesmål.

For den, der tillægger muligheden værdi, er det reelt forskellige udfald.

For den, der ikke betragter fysisk kontinuitet som en form for overlevelse, er forskellen måske ikke reel.

Videnskaben kan ikke vælge værdipræmissen for dig.

Kryopræservering skal heller ikke træde i stedet for sorgen.

En familie kan holde en ceremoni, fortælle historier og markere personens juridiske død, mens bevaringsproceduren fortsætter.

Formen kan afvige fra en begravelse centreret om jordfæstelse eller kremering, og den forskel kan betyde meget.

Men sorg forudsætter ikke nødvendigvis, at kroppen ødelægges.

De følelsesmæssige mål og bevaringsmålet kan begge indfries, når forventningerne bliver afklaret i god tid.

Familier kan stadig opleve ordningen som smertefuld. En tidlig samtale giver dem tid til at forstå formålet, uden at de skal tage stilling til det midt i en krise.

Kryopræservering har reelle omkostninger

Der findes en doven udgave af argumentet, som siger, at kryonik ikke mister noget, fordi alternativerne ikke giver nogen chance for genoplivning.

Det er utilstrækkeligt.

Ordningen koster penge, mens du er i live. Den kræver dokumenter, finansiering og løbende vedligeholdelse.

Din familie kan finde valget svært. En traditionel ceremoni skal måske tilpasses en tidskritisk praktisk og logistisk procedure.

Forsøget kan også mislykkes, inden opbevaringen når at begynde.

Et pludseligt dødsfald, forsinket konstatering, juridiske forhold, alvorlige traumer eller langvarig varm iskæmi kan begrænse, hvad der fortsat kan bevares.

Når personen først er opbevaret, afhænger bevaringen af organisationer, ansatte, registre og kapital over et tidsrum, der ligger langt ud over en almindelig virksomheds levetid.

En eventuel genoplivning kunne medføre sine egne tab.

Personen kunne vågne op i et samfund, vedkommende ikke selv har valgt, uden de mennesker, hun eller han forventede at finde, og med usikker juridisk eller økonomisk status.

Det er ikke grunde til at foregive, at muligheden er værdiløs.

Det er grunde til at vurdere dens værdi ærligt.

Nogle kan finansiere bevaringen gennem en livsforsikring, uden at det skader deres nuværende forpligtelser.

For andre kan alder, helbred eller indkomst gøre den samme plan økonomisk svær at løfte. En beslutning, der svækker familiens nuværende tryghed, er måske ikke den fremtidige mulighed værd.

De personlige og sociale afvejninger behandles i artiklerne Er kryonik egoistisk? og Hvad hvis jeg vågner alene?

En seriøs sammenligning tager alt dette med.

Den sammenligner ikke den mest romantiske version af kryonik med den mest ødelæggende beskrivelse af kremering.

Den sammenligner heller ikke en rolig, traditionel begravelse med en science fiction-fantasi.

Den sammenligner faktiske ordninger, faktiske omkostninger og faktisk usikkerhed.

Se bort fra, hvad valget signalerer til andre

Kryonik kan blive en del af en social identitet.

Fortalere kan opfatte tilmelding som bevis på rationalitet. Kritikere kan opfatte afvisning som bevis på modenhed.

Begge reaktioner gør det sværere at tænke klart.

En person kan forstå usikkerheden og alligevel vurdere, at muligheden er værd at købe.

En anden kan forstå de samme fakta og foretrække at bruge pengene på noget andet.

Forskellen kan skyldes værdier, familiemæssige forpligtelser, opfattelser af identitet eller tolerance for meget dyb usikkerhed.

De mennesker, der vælger kryopræservering, når frem til beslutningen ad forskellige veje.

Nogle bliver overbevist af den mulighed, der ikke er nul. Andre lægger mest vægt på kvaliteten af drift og institutioner.

Andre betragter kryopræservering som én sikkerhedsforanstaltning i en bredere plan, der først og fremmest handler om at bevare helbredet og livet.

Det, de deler, er ikke troen på en bestemt historie.

Det er en beslutning om, at muligheden er omkostningen værd for dem.

Tomorrow.bios oplysning om informeret samtykke slår klart fast, at forsøget måske aldrig fører til genoplivning.

Det er det rette sted at slutte debatten om det mærkelige.

Kryopræservering er usædvanlig. Den er usikker. Den kræver, at institutioner tager ansvar over et ekstraordinært langt tidsspand.

Men hvis dit mål er at bevare muligheden for fremtidig genoprettelse, er det mere mærkeligt at ødelægge den relevante struktur, blot fordi ødelæggelse er sædvane.

Videre læsning

• Biostasis-konceptet for døden
• Hvorfor beslutningen forbliver personlig
• De stærkeste argumenter mod kryonik