Antag at hele kæden fungerer. Standbyholdet når frem til dig i tide, perfusionen er jævn, den glasagtige tilstand holder i et århundrede, og fremtidens medicinske teknologi kan læse din bevarede struktur tilbage til en fungerende person.
Du vågner uden at eje noget. Når du bliver erklæret død, bliver din formue en del af dødsboet og fordeles efter arvereglerne.
Dette er et uløst problem, og det er værd at sige det, før man beskriver de delvise svar på det.
Problemet er forvaltning, ikke penge
Når du er erklæret juridisk død, kan du ikke længere eje noget i juridisk forstand. Den person, der eventuelt bliver genoplivet senere, vil for dig selv være den samme person, men det er ikke nødvendigvis sådan, en domstol vil se på sagen.
Derfor kræver det en ordning, som kan forvalte dine midler gennem årtier eller århundreder og senere stille dem til rådighed for en person, som loven i dag ikke anerkender som den oprindelige ejer.
Det er usædvanligt, men ikke uden fortilfælde. Fonde forvalter kapital til formål snarere end til personer. Trustkonstruktioner, som er en ordning under udenlandsk lovgivning uden direkte modstykke i dansk ret, opbevarer aktiver til begunstigede, der endnu ikke er født. Det er almindeligt i juraen at adskille ejerskab fra rådighed og kontrol.
Vanskeligheden er at indrette en sådan ordning til fordel for en person, der i dag er juridisk død, men som måske lever igen langt ude i fremtiden.
Ordningen skal desuden kunne bestå lige så længe, som du forventes at være nedfrosset. Det samme problem gælder enhver institution, der skal forvalte dine penge: Den skal kunne modstå inflation, politiske og økonomiske systemskift og risikoen for at ophøre længe før der er gået hundrede år, hvad udbyderens stabilitet gør til et reelt spørgsmål.
En trust som løsning
Den mest konkrete model er en diskretionær trust under udenlandsk ret, som har to funktioner.
Først finansierer den selve bevaringen og den løbende opbevaring, som ellers kunne være dækket af en livsforsikring eller en anden finansieringsform. Derefter investeres resten med henblik på, at den opsparede værdi skal komme dig til gode, hvis du bliver genoplivet.
Fordelen er effekten af renters rente. Selv et moderat beløb kan vokse betydeligt over et århundrede.
Svaghederne er lige så konkrete. Forvaltere og institutioner kan skifte ledelse, fravige deres mandat eller helt ophøre med at eksistere. Mange retssystemer sætter en grænse for, hvor længe en trust må bestå, før den skal udbetales. Dokumentet skal også kunne beskrive en begunstiget, som det nuværende retssystem ikke regner med vil eksistere.
Ingen af disse problemer gør modellen umulig, men ingen af dem er løst.
Spred risikoen
Hvis ingen enkelt ordning er tilstrækkeligt robust, er det fornuftigt at sprede risikoen, så ét svigt ikke ødelægger hele planen.
På Biostasis2021-konferencen i Zürich fremlagde Rafael Hostettler et forslag i den retning. Forslaget byggede mere på fysiske aktiver og institutioner end på jura: Bevar værdier, der historisk har holdt eller øget deres værdi, såsom guld, kunst og diamanter, donér eventuelt nogle til museer med en aftale om tilbagelevering efter genoplivning, foretag langsigtede lavrisikoinvesteringer, tag højde for miljømæssige og sociale forandringer, og spred ressourcerne.
Det kan også være relevant at dele ressourcerne op på en anden måde. En del af dine ressourcer kan gå til en permanent almennyttig organisation, hvis formål er tæt knyttet til din fortsatte bevaring. Dit opbevaringsgebyr er allerede indrettet på denne måde: Når bevaringen begynder, overføres pengene fra driftsselskabet til Patient Care Foundation i Basel, hvor de er øremærket til langsigtet patientpleje. De midler er ikke længere dine, men finansierer i stedet det system, din fortsatte bevaring afhænger af.
Resten går ind i en konstruktion, hvis eneste opgave er at føre værdi videre til den genoplivede person.
Den samme tankegang om forventet værdi, som begrunder bevaring, gælder også finansieringen: Risikoen bør spredes, så planen kan overleve et delvist svigt. De praktiske overvejelser beskrives i artiklen om kapitalforvaltning ved kryopræservering.
Argumentet for, at intet af dette betyder noget
Det er muligt, at man forsøger at løse et problem, som slet ikke findes i fremtiden.
De forhold, der kunne gøre genoplivning mulig, herunder avanceret molekylær teknologi og rigelig adgang til energi, peger også mod en fremtid med stor materiel overflod. I en sådan verden kunne det være ubetydeligt at give en genoplivet person bolig, forsørgelse og uddannelse, og en trust, der har opsparet formue gennem et århundrede, kunne fremstå som en anakronisme.
Argumentet går begge veje. En fremtid, der er avanceret nok til at genoplive dig, kan enten være præget af økonomisk overflod eller være en verden, hvor en person uden aktiver og juridisk status er særligt sårbar.
Netop usikkerheden om, hvilken fremtid der venter, taler for en moderat og spredt sikring frem for enten passivitet eller en alt for kompliceret opsparingsordning.
Alle disse planer afhænger desuden af noget, der endnu ikke er vist muligt: Genoplivning er i dag ikke mulig.
Her er biostasis et område, hvor de tekniske muligheder er længere fremme end de juridiske og institutionelle rammer. Væv kan bringes i en glasagtig tilstand og opbevares ved -196 °C, men de langsigtede biologiske konsekvenser er fortsat usikre. Ingen kan endnu garantere, at de midler, du sætter til side, vil være til rådighed for den person, der eventuelt bliver genoplivet.
Kort fortalt: Ingen eksisterende ordning kan garantere, at formuen bliver tilgængelig for en genoplivet person. Trustkonstruktioner og spredte aktiver kan bevare muligheder, men fremtidig lovgivning, institutioner og økonomiske forhold forbliver ukendte.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Videre læsning