Biostasis som en kærlighedshandling

Biostasis beskrives ofte som en personlig beslutning om at forsøge at bevare sit liv.

Det er rigtigt, men ikke hele sandheden.

For mange mennesker er den dybeste grund ikke en abstrakt kærlighed til fremtiden. Det er ønsket om at forblive en del af et andet menneskes liv.

Det kan være et ønske om at følges ad.

Det kan også betyde, at man beslutter, at ens eget liv er værd endnu et forsøg, selv når omgivelserne ikke forstår det.

Og nogle gange er det en forælder, der står ved grænsen for, hvad nutidens medicin kan gøre, og nægter at lukke den sidste, usikre mulighed for sit barn.

Kærlighed er ikke det, der får biostasis til at virke. Den forklarer, hvorfor muligheden kan betyde så meget.

At ville leve kan være en kærlighedshandling mod dig selv

Selvopholdelsesdrift bliver nogle gange afskrevet som egoisme.

Den vurdering er forhastet.

Et menneske kan bekymre sig om sin familie, acceptere usikkerhed og stadig tro, at dets eget fortsatte liv har værdi.

Kim Suozzi måtte forsvare dette synspunkt, mens hun som 23-årig lå for døden med glioblastom.

Hun havde gennemgået standardbehandling og prøvet en eksperimentel behandling. Da kræften vendte tilbage, ønskede hun, at hendes hjerne blev kryopræserveret, efter at hun var erklæret død.

Hendes far afslog at finansiere planen og sagde, at hun selv måtte finde en løsning.

Det fandt Kim selv en løsning på. Hendes mor bidrog, fremmede donerede, og hendes kæreste hjalp med at føre planen igennem.

Den fulde historie i The New York Times er ikke en ren fortælling om familiesammenhold. Det er en historie om en ung kvinde, der insisterede på, at hendes eget ønske stadig talte.

At ønske sig endnu en chance for sit eget liv er ikke i sig selv egoistisk.

Kim vidste, at genoplivning ikke var mulig endnu og måske aldrig ville blive det.

Hun valgte ikke mellem en anerkendt behandling og at acceptere sin skæbne. Hun valgte mellem en sikker biologisk nedbrydning og et usikkert forsøg på at bevare den biologiske information.

Den sondring beviser ikke, at hendes valg var det rigtige.

Den viser derimod, hvorfor kærlighed til sig selv kan være rationel. Et liv mister ikke sin værdi, blot fordi det er personen selv, der forsvarer værdien af det.

Grænsen mellem selvrespekt og egoisme behandles i artiklen Er kryonik egoistisk?

Nogle vil gerne gøre rejsen sammen

For kærestepar, nære venner eller søskende kan biostasis udtrykke et enkelt ønske: hvis endnu et liv bliver muligt, håber jeg, du er en del af det.

Det håb er følelsesmæssigt seriøst. Det er ikke en kontrakt med fremtiden.

Den ene kan få en bedre kryopræservering end den anden. En anden bliver måske aldrig nået i tide af beredskabet. Den ene kan måske en dag genoplives, mens den anden ikke kan.

Selv hvis genoplivning en dag bliver mulig, kan den ske på forskellige tidspunkter for de to.

Derfor er den ærlige sætning ikke “vi vågner op sammen”.

Den er: “Jeg vil gerne bevare muligheden sammen med dig.”

Forskellen betyder noget, fordi kærlighed meget let kan blive til pres.

“Hvis du elskede mig, ville du tilmelde dig” gør kærligheden til et krav om, at den anden skal acceptere den løsning, du har valgt på et svært spørgsmål.

Den anden kan forstå videnskaben og stadig sige nej. Vedkommende kan foretrække et liv med en afslutning, afvise bestemte forestillinger om identitet eller prioritere sine penge anderledes.

Et afslag er ikke bevis for mindre kærlighed.

Kærlighed kan invitere et andet menneske ind i planen. Den kan ikke overtage vedkommendes beslutning.

Muligheden for at vågne op uden de mennesker, man kender, behandles i artiklen Hvad hvis jeg vågner op alene?

Hvad kan en forælder gøre, når medicinen ikke slår til?

En forælders beslutning er sværere, fordi et lille barn ikke selv kan vælge.

Hope Frozen: A Quest to Live Twice følger en thailandsk familie, der står med netop dette problem.

Deres datter, kendt som Einz, døde af hjernekræft i 2015 som toårig.

Netflix omtaler hende som det yngste menneske, der er blevet kryopræserveret. Hendes far var laserforsker, og familien var thailandske buddhister.

De havde ikke fundet en hemmelig behandling. Deres datter var død, og ingen eksisterende medicin kunne bringe hende tilbage.

Kryopræservering var deres sidste forsøg på at holde muligheden åben for en fremtid.

De kunne ikke love deres datter et nyt liv. De kunne kun beslutte, om de ville bevare muligheden for et nyt liv.

At kalde dette en kærlighedshandling løser ikke alle etiske spørgsmål.

Einz kunne ikke give sit samtykke. Hendes forældre kunne ikke vide, om hun ville have ønsket at blive genoplivet, om hun overhovedet kunne genskabes i fremtiden, eller hvad et sådant liv ville indebære.

Forældre træffer allerede irreversible medicinske beslutninger for deres børn. Biostasis er usædvanlig, fordi de mulige konsekvenser rækker langt ud over forældrenes egen levetid.

Filmen reducerer ikke denne spænding til et enkelt slagord. Den skildrer sorgen, det videnskabelige håb, de religiøse spørgsmål og de spørgsmål, Einz’ bror tumler med.

Det er derfor, eksemplet betyder noget.

Kærligheden er ægte. Det samme er usikkerheden.

Når forældre træffer sådanne beslutninger for et levende barn, bør beslutningen genovervejes, når barnet bliver i stand til selv at forstå den.

Kærlighed kan være grunden til, at planen sættes i gang. Den bør ikke forhindre barnet i som voksen selv at overtage eller afvise planen.

Kærlighed betyder også det praktiske arbejde

Et tydeligt ønske, som kun én anden person kender, er skrøbeligt.

Efter et dødsfald kan en partner blive nødt til at ringe til nødnummeret i chok. En pårørende kan blive nødt til at forklare planen for et hospital eller en bedemand.

Hvis ingen kan finde dokumenterne, er kærlighed alene ikke nok.

En finansieret ordning, en korrekt udpeget begunstiget og kontaktpersoner, der er orienteret om ordningen, gør ønsket muligt at handle på i en akut situation.

Tomorrow.bio og de lokale partnere står for proceduren, dokumentationen og transporten. Familien skal ikke stå alene med en improviseret indsats.

Medlemmet har stadig en lille, men vigtig rolle: at indsende de efterspurgte dokumenter, holde kontaktoplysningerne opdaterede og sikre, at de rette personer kender til ordningen.

Vigtige dokumenter, der skal opbevares gennemgår, hvilke dokumenter der skal kunne findes.

Familiens samtale betyder også noget.

Dokumenter kan understøtte en beslutning. De kan ikke fjerne al konflikt ved sygesengen.

En tidlig samtale giver de pårørende tid til at spørge, om deres bekymring er videnskabelig, religiøs, økonomisk eller følelsesmæssig.

Målet er ikke at vinde hver diskussion. Det er at gøre personens ønske klart, før sorgen og tidspresset tager over.

Hvad hvis min familie er imod det? tager netop den samtale op.

Biostasis kan derfor være en kærlighedshandling i mere end én retning.

Det kan være kærlighed til dig selv, udtrykt som en afvisning af at betragte din egen fremtid som værdiløs.

Det kan være kærlighed til et andet menneske, udtrykt i håbet om at dele mere af livet sammen.

Og det kan være forældrekærlighed, der træffer et sidste, usikkert valg, når der ikke længere findes sikre muligheder.

Ingen af disse følelser beviser, at genoplivning vil ske.

Kærlighedshandlingen består i ærligt at holde en mulighed åben, forberede sig ordentligt og lade andre mennesker afgøre selv, hvad kærlighed kræver af dem.

Videre læsning

• Planlægning sammen med de mennesker, der står dig nærmest
• Hvorfor beslutningen forbliver personlig
• Fra ønske til handlingsplan
• Hvad valget ikke kan love