Det er nærliggende at besvare spørgsmålet ved at pege på en bestemt type menneske.
Fremtidsforskere, videnskabsfolk, mennesker, der er bange for døden, eller mennesker med penge nok til at forkæle sig selv med en sær idé.
Ingen af disse svar holder, når man står over for den konkrete beslutning.
Biostasis er for den, der kan se en sandsynlighed, som ikke kan beregnes, i øjnene, gøre prisen op her og nu og stadig foretrække at holde muligheden åben.
Hvad beslutter du egentlig?
Forestil dig to mennesker, der er lige gamle, har samme indkomst og samme forståelse af videnskab.
Begge ved, at intet kryopræserveret menneske er blevet genoplivet. Begge ved, at forsøget kan mislykkes biologisk, institutionelt eller teknologisk.
Den ene beslutter, at en mulighed med ukendt sandsynlighed ikke er værd at betale for. Den anden beslutter, at permanent ødelæggelse er værre end at bevare en usikker mulighed.
De er ikke nødvendigvis uenige om et enkelt faktum.
De er uenige om, hvordan man bør handle, når fakta ikke rækker til at afgøre beslutningen.
Det er det egentlige spørgsmål: ikke om man er et menneske, der interesserer sig for kryonik, men hvordan man forholder sig til et værdifuldt udfald med en sandsynlighed, der endnu ikke kan beregnes.
Før spørgsmålet kan besvares, må en misforståelse ryddes af vejen.
Det bør siges ligeud, fordi næsten alle dårlige argumenter bygger på, at denne kendsgerning springes over.
Biostasis kan ikke garantere overlevelse. Det betaler for et forsøg på at bevare tilstrækkeligt af den fysiske struktur til, at genoprettelse måske kan blive mulig i fremtiden.
Proceduren begynder først efter juridisk død. Der findes i dag hverken metoder til reparation eller sikker genoplivning.
Man køber ikke overlevelse. Man betaler for at holde én mulighed åben.
Tomorrow.bios erklæring om informeret samtykke fastslår, at der i dag ikke kan angives nogen sandsynlighed eller tidshorisont for genoplivning.
Det er ikke en lav sandsynlighed, men en ukendt sandsynlighed.
Den forskel betyder noget. Ved almindelig risiko kan man slå op i en tabel. Her er tabellen ikke lavet, fordi den relevante begivenhed aldrig er indtruffet.
Man vælger mellem et forsøg på bevarelse og alternativer, som ikke har til formål at bevare den samme biologiske information med henblik på fremtidig behandling.
Det er netop denne forskel, der gør valget muligt. Den fortæller ikke, hvad muligheden er værd.
Optimisme er ikke et krav
Man behøver ikke tro, at genoplivning er sandsynlig.
Den, der aldrig har overvejet muligheden for fiasko, er faktisk dårligt rustet til at træffe denne beslutning.
Vejen er lang. Hjernen skal bevare tilstrækkeligt af sin information gennem sygdom, iskæmi, perfusion, nedkøling og opbevaring.
Derefter skal mennesker i fremtiden udvikle metoder til reparation og opvarmning, vælge at anvende dem og kunne tilbyde patienten et liv, der er værd at leve.
Hvert led i kæden kan svigte.
De videnskabelige problemer beskrives i artiklen »Hvorfor genoplivning ikke er mulig i dag«. De bredere indvendinger behandles i artiklen »Argumenter mod kryonik«.
En skeptiker kan læse begge dele og stadig vælge at tilmelde sig. Ræsonnementet er ikke »det her vil virke«. Det er »fiasko er mulig, men jeg vil ikke garantere den«.
En anden kan læse det samme materiale og sige nej.
Ingen af beslutningerne er i sig selv irrationel.
Dette argument kræver ikke entydige motiver.
Det er nærliggende at dele beslutningen op i frygt og håb, som om det ene motiv gør det andet mindre legitimt.
Virkelige motiver er mere rodede.
Man kan frygte ikke-eksistens og elske det almindelige liv. Man kan være nysgerrig på fremtidens videnskab og dybt knyttet til mennesker i nutiden.
Man kan mislike døden uden at være ængstelig for den hver dag.
Følelser peger på, hvad der står på spil. De bliver først farlige, når de bruges til at skjule pris, usikkerhed eller konsekvenser for andre.
Denne forskel uddybes i artiklen »Drevet af frygt, draget af håb«.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Fjern science fictionen
Fjern de flyvende biler, udødeligheden og løfterne om genforening.
Hvad står der så tilbage?
En fremtidig person vågner måske efter omfattende reparation, rehabilitering og tilpasning. Kroppen kan være forandret. Nogle minder eller færdigheder kan være væk.
Sprog, arbejde og juridisk status passer måske ikke længere til det samfund, personen møder.
Mennesker, personen elsker, kan være borte.
Ville det stadig være værdifuldt at fortsætte, hvis det var svært snarere end filmisk?
Der findes ikke et universelt svar. Men denne udgave af spørgsmålet er mere brugbar end at spørge, om man vil »leve for evigt«.
Spørgsmålet om kontinuitet behandles i hukommelse, identitet og hjernen. Den sociale udgave findes i hvad hvis jeg vågner alene?
Læg derefter nutiden tilbage i beslutningen.
Den fremtidige mulighed har en pris i dag.
Der er medlemsgebyrer, finansieringskrav, papirarbejde og samtaler, der kan være ubehagelige.
Pengene kunne også bruges på børn, sundhed, rejser, velgørenhed eller på at skabe større økonomisk råderum som pensionist.
En plan, der skal beskytte fremtiden, bør ikke gøre nutiden fattig.
For nogle gør en forsikring det økonomisk overkommeligt. For andre betyder alder eller helbred, at den samme ordning bliver dyr.
Den relevante sammenligning tager udgangspunkt i den reelle pris for den enkelte, ikke i det billigste eksempel på prissiden.
Og planen bør ikke opsluge det liv, den skal beskytte.
En god ordning bliver kedelig, når den er på plads. Finansieringen er fortsat på plads, dokumenterne er tilgængelige, og derefter kan man vende tilbage til sit almindelige liv.
Nogle bør sige nej
Dette er ikke blot et høfligt forbehold, der er tilføjet efter salgsargumentet. Det følger af argumentet selv.
Hvis prisen gør det svært at opfylde nuværende forpligtelser, kan det være fornuftigt at sige nej.
Hvis man mener, at en bevaret hjernestruktur ikke indebærer, at personen selv bevares, har den forventede fordel måske ringe værdi.
Hvis usikkerheden vejer tungere end muligheden i den enkeltes vurdering, er det konsekvent at sige nej.
Religiøse forpligtelser, familiehensyn eller et andet syn på en god død kan også ændre svaret.
En udbyder bør forklare valget uden at behandle et afslag som udtryk for manglende mod eller forestillingsevne.
Derfor forbliver dette en dybt personlig beslutning.
Så hvem er biostasis for?
Det er for den, der har set bort fra den futuristiske pynt og læst om de måder, biostasis kan mislykkes på.
De forstår, at sandsynligheden ikke kan beregnes, at processen kan svigte, og at prisen betales her og nu.
De har også gjort sig en erkendelse om sig selv.
Hvis et fremtidigt liv rummede tilstrækkeligt af deres hukommelse, handlekraft og evne til at skabe nye relationer, ville de ønske at leve det.
Selv om ingen kan sige, om den fremtid kan blive virkelig, foretrækker de at holde muligheden åben frem for selv at afgøre, at svaret skal være nej.
Det er hele forklaringen. Ingen særlig personlighed. Ingen krævet optimisme. Intet løfte.
Det er blot en præference, som er blevet undersøgt ærligt, og som efterfølges af en beslutning.
Kort fortalt: Biostasis er for mennesker, der forstår, at genoplivning måske aldrig bliver mulig, men som stadig mener, at det er værd at holde muligheden åben trods prisen og indsatsen her og nu.
Læs mere