Forestil dig, at genoplivning en dag bliver mulig. Det næste spørgsmål er, om den person, der vender tilbage, vil være uskadt.
Et ærligt svar kræver, at man skelner mellem skader, der har betydning, det, forskningen faktisk viser, og det, vi endnu ikke ved.
Grænsen der afgør alt
Det centrale i feltet er skelnen mellem biologisk skade og tab af information. Biologisk skade og informationstab er ikke det samme.
Ralph Merkle satte navn på grænsen med begrebet informationsteoretisk død: det punkt, hvor de strukturer, der bærer en persons identitet, er ødelagt ud over enhver mulig genopretning.
Han knyttede definitionen til tanken om, at molekylære maskiner i princippet kan reparere vævets struktur trin for trin.
Derfor er det afgørende ikke skade i sig selv, men et uopretteligt tab af information. Hvis strukturen er bevaret, bliver reparationen i princippet et teknisk problem.
På den reparerbare side af grænsen kan vævet være alvorligt beskadiget og alligevel bevare den information, der udgør personen. En vandsskadet bog kan stadig være læselig.
Under grænsen er informationen væk. Selv en meget avanceret fremtidig medicin kan ikke genskabe information, der er gået helt tabt.
Det ændrer måden, man bør forstå risikoen for mén på. Skade, der blot skjuler strukturen, kan i princippet repareres. Skade, der ødelægger den, kan ikke.
Derfor er målet med en god bevaring at holde sig langt fra den informationsteoretiske grænse, og derfor er det afgørende at begrænse kapløbet mod cellulært forfald, som betyder så meget, som det gør.
Derfor forsøger man også at måle bevaringskvaliteten frem for blot at hævde, at den er høj, blandt andet med S-MIX-metrikken.
Fem praktiske faktorer er afgørende for, hvor tæt et forløb kommer på grænsen. De beskrives i de tekniske udfordringer ved bevaring af høj kvalitet.
Grænsen ændrer også selve forståelsen af, hvornår et menneske er dødt. I biostasis flyttes den afgørende grænse for død længere frem end den kliniske død, fordi informationstab anses for det afgørende, hvilket er argumentet bag dødsbegrebet i biostasis.
Hvad beviserne siger om hukommelsens overlevelse
Bekymringen er størst, når det gælder hukommelse og personlighed, altså det, der gør en genoplivet person genkendelig som sig selv.
Der findes relevant, men stadig tidlig, evidens, og ingen af studierne er udført på mennesker.
I et studie fra 2015 bevarede C. elegans-orme en indlært duftbaseret hukommelse efter at være blevet vitrificeret og genoplivet.
En nematode er naturligvis ikke et menneske, og en indlært duftpræference kan ikke sammenlignes med et menneskes autobiografiske hukommelse. Resultatet viser noget mere begrænset, men stadig relevant: vitrifikationen ødelagde ikke det neurale grundlag for denne type hukommelse.
Det er et minimumsresultat, ikke en øvre grænse for, hvad der kan bevares. Det udelukker den stærkeste version af indvendingen, nemlig at vitrifikation nødvendigvis tilintetgør lagret information.
Et stærkere resultat kom i 2026 og gjaldt væv fra hjernen hos et pattedyr. Væv fra musens hippocampus genoptog efter optøning synaptisk transmission og langtidspotensering efter vitrifikation.
Langtidspotensering er en cellulær proces med tæt forbindelse til indlæring og hukommelse. At processen kunne genoptages, er derfor et af de mest direkte tegn på, at centrale neurale mekanismer kan bevares.
Begge studier og anden relevant forskning er samlet i forskningsartiklerne.
Det er nyttigt at vide, at hukommelse ikke ligger på et enkelt, sårbart sted. Spor er spredt over hippocampus, neocortex og andre områder.
Når hukommelsessporene er fordelt, findes der ikke ét enkelt sårbart punkt. Det er en del af forklaringen på, at hukommelsens strukturer kan være mere robuste, end man umiddelbart skulle tro. Se også Hukommelse, identitet og hjernen.
En genoplivet person kan dog i en periode opleve forvirring eller nedsat hukommelse. Nogle overlevende efter hjertestop får kortvarig hukommelsessvigt på grund af lav oxygentilførsel, uden at det ændrer, hvem de er.
Reversibilitet ligner mindre science fiction, end det lyder
To nyere forsøg udfordrer den intuitive forestilling om, at død indtræffer øjeblikkeligt og er permanent.
Yales BrainEx genoprettede i 2019 cellulær og metabolisk aktivitet i grisehjerner flere timer efter dyrenes død. Bevidsthed vendte ikke tilbage, og studiet var designet til at forhindre det.
OrganEx genoprettede i 2022 cellulær funktion i grisenes organer en time efter hjertestop.
Forskerne pegede på et hidtil undervurderet potentiale for cellulær genopretning efter langvarig varm iskæmi i hele kroppen.
Resultaterne skal tolkes med forsigtighed. Ingen af dem er genoplivning. Ingen af dem involverede cryopreservation.
De udfordrer dog den mere begrænsede antagelse, at skader efter død bliver fuldt udviklet øjeblikkeligt og uigenkaldeligt.
Det biologiske tidsvindue kan være større, og nogle skader kan være mere reparerbare, end man længe har antaget. Det er en påstand om biologi, ikke om cryonics.
Det er relevant her, fordi den samme antagelse ligger bag mange bastante afvisninger af cryonics. Flere af dem behandles i Argumenter mod cryonics.
Den ærlige konklusion
Kan cryonicspatienter altså en dag genoplives uden mén? Det ærlige svar består af tre dele, og den første er den mindst tilfredsstillende.
Ingen ved det. Genoplivning er endnu ikke muligt, så spørgsmålet kan ikke testes, og ethvert selvsikkert svar er opspind.
For det andet er spørgsmålet ofte formuleret forkert. Det afgørende er ikke, om der opstod skader, men om informationen blev bevaret.
Bedre bevaring øger sandsynligheden for, at informationen overlever. Derfor er det relevant at tale om kvalitet.
For det tredje er der et praktisk argument, som ofte overses. Enhver teknologi, der kan optø og reparere en hel menneskekrop, kan næsten pr. definition også reparere mindre skader.
En teknologi, der kan klare den svære opgave, vil sandsynligvis også kunne håndtere mindre skader. De mén, der er værd at bekymre sig om, er derfor kun dem, der overskrider den informationsteoretiske grænse.
Argumentet har dog en vigtig begrænsning. Det gælder for skade, ikke for spørgsmålet om, hvorvidt en genopbygget person er den samme person.
Det afgøres ikke af, hvor avanceret reparationsteknologien er, fordi spørgsmålet ikke kun er teknisk. De mulige veje til genoplivning beskrives i Hvordan vi muligvis kan opnå genoplivning.
Det er en reel bekymring, som ikke kan afvises. Når et medlem underskriver, giver vedkommende samtykke til netop denne usikre, men bevarede mulighed, som beskrevet under informeret samtykke.
Kort fortalt: Ingen ved, om fremtidig genoplivning kan ske uden fysiske, kognitive eller identitetsrelaterede mén. Udfaldet vil afhænge af, hvor meget information der er bevaret, og af den reparationsteknologi, der eventuelt bliver tilgængelig.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Det interaktive værktøj indlæses...
Videre læsning