Spørger man de fleste, hvem der vælger kryopræservering, forestiller de sig tech-milliardærer. Det er en enkel forestilling, men den er forkert.
Det er også skadeligt, fordi det kan få folk til slet ikke at undersøge de faktiske tal.
Tallene tegner et langt mere hverdagsagtigt billede end stereotypen. Denne artikel gennemgår tallene, også dér, hvor argumentet ikke længere holder.
Hvad det faktisk kommer til at koste
Her blandes to forskellige udgifter ofte sammen. Skiller man dem ad, forsvinder det meste af forvirringen.
Den første udgift er medlemskabet, som koster fast 50 euro om måneden uanset alder. Denne del af prisen afhænger ikke af alderen.
Der findes også et livslangt medlemskab til 15.000 euro, til dem der hellere vil betale én gang end have en månedlig udgift.
Den anden er selve præserveringen. For medlemmer koster 200.000 euro for hele kroppen, mens hjernepræservering koster 75.000.
Det er dette store beløb, der kan afskrække folk, men næsten ingen betaler det hele på én gang.
Beløbet fordeles desuden på to formål. Omkring 80.000 dækker selve proceduren, fra standby og transport til kryobeskyttelse, nedkøling og kvalitetssikring.
De resterende 120.000 går til langtidsopbevaring. Beløbet forvaltes af en separat fond og investeres, så det er afkastet og ikke selve kapitalen, der betaler de løbende omkostninger.
En rask 30-årig vil typisk betale mellem 30 og 60 euro om måneden for en livsforsikring, der dækker beløbet.
Med medlemskabet medregnet bliver den samlede månedlige udgift omkring 80 til 110 euro. Det er det tal, der er værd at diskutere.
Det er priserne for medlemmer. Uden medlemskab koster den samme præservering 230.000 og 115.000. Det er den prisforskel, det månedlige kontingent dækker.
Forsikringsmodellen er hele tricket
Livsforsikring har i over et århundrede gjort det muligt for almindelige mennesker at sikre finansiering til store udgifter.
To typer livsforsikring kan bruges til dette, og forskellen mellem dem er særligt vigtig i denne sammenhæng.
En risikoforsikring er billigere, men udløber. En livsvarig forsikring er dyrere, men udløber ikke, og det er afgørende, når udbetalingen skal være sikret uanset tidspunktet.
Man behøver ikke selv at spare 200.000 euro op. Man betaler løbende præmier, og forsikringen udbetaler det aftalte beløb, når betingelserne er opfyldt.
Det bygger på den samme grundlæggende økonomiske logik som boliglån og forsikring mod store udgifter.
En lærer, en sygeplejerske eller en ingeniør kan planlægge sig til en sådan løsning med en almindelig privatøkonomi. Der kræves ikke opsparet formue, kun en stabil indkomst og en beslutning.
Processen er ikke kompliceret, når man først går i gang, og de nødvendige trin er beskrevet tydeligt i stedet for at være overladt til læseren selv.
Det er vigtigt, at forsikringen overdrages korrekt og ikke overlades til de efterladte. Løsninger, der afhænger af familiens finansiering, kan let svigte, og derfor bør man ikke basere planen på dem.
Hvor argumentet løber tør
Alt det ovenstående forudsætter, at man kan få en forsikring, og det er netop den del, som argumentet ofte overser.
Forsikringspræmien beregnes efter alder og helbred. Den samme dækning, der koster en 30-årig 40 euro om måneden, kan koste flere gange så meget ved 60 år.
Har man allerede en alvorlig diagnose, kan man blive afvist helt. I så fald er den billige vej simpelthen lukket.
At undlade dette ville være den samme form for fortielse, som artiklen netop kritiserer.
Bliver man afvist af et forsikringsselskab, er det bedre at få det at vide tidligt. Mulighederne bliver færre, men de forsvinder ikke nødvendigvis, og de er lettere at planlægge, når man har tid.
I disse tilfælde er mulighederne direkte betaling eller finansiering gennem en trust eller via boet. Mulighederne er beskrevet klart frem for blot antydet.
Der findes også en reduceret pris for studerende og medlemmer med lav indkomst, fordi den samme faste pris kan belaste økonomien meget forskelligt.
For mennesker uden økonomisk råderum er barrieren naturligvis reel. At påstå andet ville være uærligt.
Den vigtigste faktor, man selv kan påvirke, er tiden. For hvert år man venter, stiger præmien, og udvalget af mulige forsikringer bliver mindre.
Det er den ubehagelige side af omkostningsargumentet: At udskyde beslutningen kan gøre den dyrere.
Den ærlige konklusion er mere begrænset end sloganet: For mange mennesker i arbejde kan dette være betalbart, hvis de starter tidligt, og det bliver sværere, jo længere de venter.
Den ærlige sammenligning
Sæt det månedlige beløb op mod det, folk allerede bruger penge på uden at kalde sig selv velhavende.
Bilafgifter, ferier, restaurantbesøg, hobbyudstyr. Mange husholdninger bruger over 100 euro om måneden på blot en enkelt af disse ting.
Et par, der bruger 300 euro om måneden på restaurantbesøg, kunne bruge halvdelen af beløbet på præservering for dem begge.
Der findes en skarpere sammenligning. Præservering koster ofte mindre end de medicinske behandlinger, som folk modtager i deres sidste leveår.
Ingen kalder de behandlinger en luksus. De er bare det, man gør, når alternativet er værre.
Læg også mærke til, hvad folk allerede bruger penge på for at bevare helbredet: kosttilskud, fitnessabonnementer, bedre mad og forebyggende behandling.
Det er løbende udgifter, der har til formål at give flere raske leveår. Kryopræservering fører den samme tankegang videre til tiden efter døden.
Den sammenligning, folk ofte griber til, er en ferie eller en bil. Den mest relevante sammenligning er en forsikring, fordi det er den finansieringsform, der anvendes.
Ingen kalder en livsforsikring en forkælelse. Den tegnes og finansieres på tilsvarende vis, men betingelserne afhænger af den konkrete forsikring.
Den egentlige barriere er som regel ikke penge
Ser man bort fra de tilfælde ovenfor, står et mønster tilbage. De fleste, der afviser dette på grund af pris, kunne have råd til det ved en mindre omprioritering.
Deres afvisning skyldes ofte noget andet end prisen. Enten oplever de ikke, at det er værdifuldt for dem, eller også vejer den sociale usædvanlighed tungere end interessen.
Det handler om, hvorvidt dette er noget for den enkelte, og det er helt rimeligt at svare nej.
Begge grunde er fuldt legitime. Ingen af dem er et pengeproblem.
Det betyder noget at være præcis om hvem dette argument taler til. Det er ikke personen uden nogen økonomisk luft overhovedet.
Det er personen, som har økonomisk råderum, men som har valgt ikke at undersøge mulighederne og i stedet henviser til prisen som begrundelse.
Prisen er en socialt acceptabel indvending, og netop derfor bør man være særligt opmærksom på, om den dækker over andre forbehold.
Det er en central mekanisme i forestillingen om, at kryopræservering kun er for de superrige. Det kan være nemmere end at spørge sig selv, om man faktisk tror på, at det kan virke.
Tror man, at chancen er reel, og ønsker man den, er 100 euro om måneden som regel en udgift, der kan håndteres. Tror man ikke på det, vil ingen pris føles rimelig.
Hindringen er ofte tro og prioritering, og en udsættelse kan gøre forsikringen dyrere.
Som det tidligere er sket med biler, computere og flyrejser, kan noget, der i dag er dyrt og usædvanligt, blive mere almindeligt, når systemerne bag det udbygges.
Jo flere der betragter præservering som en realistisk mulighed, desto mere almindelig kan den blive for dem, der kommer efter.
Det kræver ikke nødvendigvis, at man er rig. Det kræver, at man beslutter sig for, hvad man egentlig værdsætter, og derefter handler, mens muligheden er der.
Medlemmer, der har gjort det, beskriver oftest lettelse snarere end triumf. Beslutningen fylder ikke længere i deres hverdag, og det har også en værdi i sig selv.
Kort sagt: Kryopræservering er dyrt, men det er ikke forbeholdt de superrige. Mange medlemmer bruger livsforsikring, men mulighederne afhænger stadig af alder, helbred, indkomst og bopæl.
Videre læsning