Der er en underlig skævhed i den måde, vi taler om døden på.
Den, der accepterer den, kaldes vis. Den, der ønsker sig mere liv, skal forsvare sig.
Men hvis livet virkelig er godt, er ønsket om endnu et kapitel ikke gådefuldt.
Det svære er at afgøre, hvad ønsket giver os grund til at tro på, bruge penge på og forsøge.
Ville du ønske dig ti flere raske år?
Forestil dig, at medicinen kunne give ti ekstra raske år.
Ikke ti år med smerter, men ti år med et klart sind, fri bevægelighed, kærlighed til andre og planer for fremtiden.
De fleste indvendinger mod at »leve for evigt« bliver pludselig mindre relevante.
Her er der ikke brug for et svar om evigheden. Hun har brug for et svar på, om et godt liv forbliver godt, når der er mere af det.
Træk nu tanken videre.
Hvor mange ekstra raske år skal der til, før mere liv bliver forkasteligt, og hvorfor netop der?
Spørgsmålet afslører en forveksling af varighed og tilstand. Et langt dårligt liv kan være uønsket. Det gør ikke et langt godt liv uønsket.
At ønske sig mere godt liv er ikke det samme som at kræve udødelighed.
Udødelighed lyder som en endeløs dom uden udgang.
Næsten ingen kan vurdere det scenarie, fordi det ligger så langt fra de valg, medicinen faktisk kan tilbyde os.
Biostasis tilbyder noget mindre og langt mere usikkert.
Det er et forsøg på at bevare en patient, efter at personen er erklæret juridisk død, så fremtidens medicin måske får noget at arbejde videre med.
Intet endeløst liv er garanteret. Intet ekstra år er garanteret.
En genoplivet person kan senere vælge, at videre behandling ikke længere er i hendes interesse. At ønske sig muligheden nu ophæver ikke al fremtidig selvbestemmelse.
»Jeg vil hellere have mere godt liv« er nok i sig selv. Det behøver ikke udvikle sig til en ideologi om evigt liv.
Naturligt betyder ikke godt
Døden er naturlig. Det gælder også infektioner, skader og et gradvist synstab.
Vi griber ind, fordi naturlige processer ikke kommer med moralsk autoritet på forhånd.
Det beviser ikke, at ethvert indgreb er nyttigt.
En behandling kræver stadig evidens, samtykke og en pris, der står mål med gevinsten. Evidensen for kryopræservering har særligt store mangler.
Men »døden er naturlig« kan ikke bære den vægt i argumentationen, som folk forventer.
Den fortæller os, hvad der normalt sker.
Den fortæller os ikke, om vi bør bevare en mulighed, når teknologien kan ændre det sædvanlige udfald.
Det skaber en praktisk forskel mellem de mulige måder at afslutte livet på.
Begravelse og kremering tjener menneskelige formål. At bevare biologisk information til fremtidig medicinsk reparation er ikke et af dem.
Kryopræservering har netop dette andet formål.
Om metoden bevarer information nok er uafklaret. Om fremtidens medicin kan bruge den information, er også uafklaret.
Alligevel holder valget muligheden åben for et fremtidigt forsøg.
Det er værdien af at bevare en handlemulighed.
Det er ikke det samme som en skjult sandsynlighed. Det er værdien af at undgå en beslutning, der ikke senere kan gøres om.
Det fysiske grundlag for påstanden behandles i afsnittet om biostasis' syn på døden.
En lille chance kan betyde noget. En opfundet chance kan ikke ligge til grund for beslutningen.
Nogle siger, at selv en chance på et procent ville gøre biostasis værd at forsøge.
Måske ville det.
Men ingen har grundlag for at anslå sandsynligheden til et procent.
Der findes ingen data fra mennesker, der er blevet genoplivet. Flere nødvendige teknologier er ikke blevet demonstreret, og man kan ikke på forhånd måle, hvordan en institution vil fungere over århundreder.
Tomorrow.bios erklæring om informeret samtykke angiver derfor hverken sandsynlighed eller tidshorisont.
Man kan stadig træffe en begrundet beslutning under usikkerhed. Det er bare mindre enkelt.
Man må spørge, hvad et mislykket forsøg ville koste, hvad forsøget koster nu, hvilke forudsætninger der vejer tungest, og hvor ens grænse går.
I følgeartiklen om en lille chance mod ingen chance undersøges dette valg mere direkte.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Ville den person, der blev genoplivet, stadig være dig?
En fremtidig krop uden hukommelse, personlighed eller vilje ville ikke opfylde, hvad de fleste forstår ved overlevelse.
Det ønskede resultat er ikke stofskifte.
Det er en persons fortsatte eksistens.
Det fører tilbage til spørgsmålet om at bevare hjernen og den personlige identitet. Hvilke strukturer bærer den relevante information? Hvor meget skade er for meget?
Disse spørgsmål er ikke fuldt besvarede.
De er også mere alvorlige end den forsimplede forestilling om at vågne uforandret op på et skinnende fremtidshospital.
De videnskabelige og filosofiske spørgsmål om hukommelse, identitet og hjernen må holdes adskilt.
En fremtid kan være teknologisk fantastisk og personligt ensom på samme tid.
Folk forestiller sig opdagelser, bedre helbred i længere tid og fremmede verdener.
De bør også forestille sig rehabilitering, sorg og afhængighed.
Venner kan være væk. Sprog og kultur kan have forandret sig. Den genoplivede kan stå uden ejendele og kun forstå lidt.
Et fremtidigt samfund, der kan genoplive en person, må stadig tage ansvar for at hjælpe hende tilbage til livet.
Det gør ikke genoplivning uønsket. Det gør spørgsmålet om et liv, der er værd at fortsætte, til en samfundsopgave i nogen grad.
Spørgsmålet bliver smerteligt konkret: Hvad hvis jeg vågner alene?
Dit liv nu kommer først
Der er en sidste fælde.
En person kan blive så optaget af et muligt fremtidigt liv, at hun forsømmer det liv, hun faktisk har.
Penge til biostasis bør ikke gå ud over nødvendig behandling, familiens behov eller glæderne i nutiden.
Planen bør heller ikke kræve konstant opmærksomhed.
Når man først har taget stilling til biostasis, bør spørgsmålet træde i baggrunden som en forsikring. Man tager først spørgsmålet op igen, når forholdene ændrer sig, og vender ellers tilbage til de mennesker og projekter, som gør livet værd at fortsætte.
Ellers modarbejder forsøget sin egen begrundelse.
Det sidste spørgsmål er derfor ikke, om alle bør vælge at fortsætte livet.
Der findes ingen almengyldig pligt til at vælge at fortsætte livet.
Nogle liv indeholder lidelse, som endnu et år kun ville forlænge. Nogle mennesker betragter dødeligheden som en del af et fuldendt liv.
Men for den, der stadig vil tænke, elske, skabe og lade sig overraske, behøver ønsket om mere liv ikke noget yderligere forsvar.
Biostasis kan ikke love at opfylde dette ønske.
Det kan kun spørge, om det allerede nu er værd at bevare muligheden.
Hvis svaret er ja, betyder det ikke nødvendigvis, at man frygter livets afslutning mere end andre.
Det kan blot betyde, at man ikke var færdig.
TL;DR: At ønske sig mere liv betyder ikke at kræve udødelighed. Det betyder at tro, at et liv, man værdsætter, er værd at fortsætte, hvis fremtidens medicin en dag gør det muligt.
Læs videre