Ingen behøver at forsvare ønsket om at leve videre. Det er ikke det interessante, og det er heller ikke det, folk egentlig spørger om, når de spørger, hvorfor nogen skulle vælge dette.
Spørgsmålet, der ligger under, er skarpere. Hvorfor skulle et fornuftigt menneske vælge en mulighed, der måske ikke virker?
Det spørgsmål fortjener et rigtigt svar, ikke en brochure. Svaret begynder med at være ærlig om, hvad valget faktisk består i.
Valget er ikke det, de fleste forestiller sig
De fleste opfatter det som et valg mellem krypræservering og at leve videre, og i den sammenligning taber krypræservering klart. Den sammenligning er hele problemet, for at leve videre er ikke en mulighed på listen.
Når beslutningen bliver relevant, har lægevidenskaben allerede udtømt sine muligheder. Den virkelige liste har tre punkter: jordbegravelse, kremering og krypræservering.
To af dem har et kendt udfald. Jordbegravelse og kremering ødelægger hjernens struktur og dermed det fysiske grundlag for et menneskes hukommelse og personlighed.
Det tredje har et ukendt udfald. Ingen har genoplivet et krypræserveret menneske, og det siger vi ligeud i stedet for at gemme det i en fodnote.
Der er altså ikke tale om et sikkert udfald over for et sats. Der er tre muligheder, to af dem allerede afgjort, én stadig åben.
Sammenlign krypræservering med at leve videre, og det ser absurd ud. Sammenlign det i stedet med de to reelle alternativer, og så virker det hurtigt mindre absurd.
Det er også grunden til, at den sædvanlige indvending virker underlig. "Det vil nok ikke virke" taler kun imod krypræservering, hvis noget andet på listen virker bedre.
Ingen af de andre muligheder kan føre til fortsat liv. Det er ikke et retorisk kneb. Det er bare, hvad mulighederne rent faktisk er.
Beslutningen er mindre dramatisk, end den lyder, og mere praktisk. Den handler om, hvad der skal ske med kroppen, når lægevidenskaben på det tidspunkt ikke længere kan gøre mere.
Det afgørende er, at konsekvenserne af de to fejl ikke er symmetriske
Når listen er klar, bliver spørgsmålet i stedet, hvad det kan koste at tage fejl. Begge fejltagelser er mulige. De koster ikke det samme.
Vælger man krypræservering og tager fejl, har man brugt penge, som man ikke længere selv kan bruge. Det er hele tabet.
Vælger man kremering og tager fejl, er tabet totalt. Ingen senere mulighed for at ombestemme sig, intet nyt forsøg og ingen fremtidig viden kan hjælpe.
Den ene fejl kan højst koste penge. Den anden kan ikke gøres om, heller ikke hvis fremtiden bringer ny viden.
Det er det, der er værd at dvæle ved. Kremering fjerner ikke kun din egen mulighed, men også fremtidens mulighed for at hjælpe.
Ingenting af dette hævder, at genoplivning er sandsynlig. Det handler om, hvordan man bør handle, når den uigenkaldelige konsekvens kun findes på den ene side.
Lægevidenskaben tænker allerede på denne måde. Genoplivningsforsøg fortsættes ofte, selv når sandsynlighederne er små, fordi det er uigenkaldeligt at stoppe, men ikke at fortsætte.
Det er ikke oddsene, der gør det til det rigtige valg. Det er uigenkaldeligheden.
Nogle hører dette som et trick, som om argumentet var konstrueret, så det bliver umuligt at sige nej. Det er det ikke.
Man kan acceptere hele argumentet og alligevel sige nej på grund af prisen, etikken, eller et personligt ønske om ikke at vælge det. Fornuftige mennesker gør det.
Hvad folk egentlig søger efter
Under selve argumentet varierer motiverne, og de fleste, der vælger dette, har mere end ét på samme tid.
Det mest almindelige motiv handler om sygdom og behandling. En sygdom, der er dødelig i dag, er ikke nødvendigvis uden for videnskabens rækkevidde i princippet, men uden for den lægevidenskab, der findes lige nu.
"Uhelbredelig" har altid haft et stiltiende "for nu" hæftet på. Ordet beskriver vores redskabers nuværende stand, ikke et faktum om sygdommen.
Drukneulykker i koldt vand illustrerer pointen. Grænsen mellem død og muligheden for genoplivning flyttede sig, fordi udstyret blev bedre, ikke fordi menneskene ændrede sig.
Det, der sætter fristen, er ikke hjertet, der stopper. Det afhænger af, hvor hurtigt hjernens struktur nedbrydes bagefter, og det er et problem, der faktisk kan gøres noget ved.
Det andet motiv er nysgerrighed, og dens betydning bliver ofte undervurderet. Et vindue på firs år fanger kun en tynd skive af en lang historie.
For den, der virkelig vil vide, hvordan det går, er det, at gardinet falder for tidligt, et tab i sig selv.
Det tredje er tiden. De fleste liv ender midt i sætningen, med arbejde uafsluttet og beslutninger opskudt, fordi der aldrig var helt tid nok.
Krypræservering lover ikke at ophæve den grænse. Den rejser spørgsmålet, om grænsen overhovedet er uforanderlig, og det er en mere begrænset og forsvarlig påstand.
At vente har sin egen pris. Derfor får mange, som ellers er fast besluttede på at gøre det, aldrig taget skridtet.
Set udefra virker disse grunde forskellige. De peger mod én idé: at et menneske er værd at bevare, så længe spørgsmålet stadig er åbent.
Hvad det ikke betyder at vælge dette
Et ærligt svar må også indeholde den mindre flatterende del, og her er den.
Det er ikke udtryk for tillid til, at det vil virke. Ingen, der tilmelder sig, ved, om dette vil virke, og en udbyder, der antyder noget andet, svigter sin vigtigste pligt.
Det er ikke dødsangst. De, der vælger dette, taler typisk mere direkte om døden end de fleste, fordi beslutningen kræver grundige overvejelser.
Det er ikke køb af udødelighed. Det køber én bestemt ting: bevarelse af strukturen og tid til, at spørgsmålet kan forblive åbent.
Det er ikke uden gode indvendinger. De stærkeste indvendinger er samlet her og behandlet åbent frem for at blive skjult.
Spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet bør tilbyde dette, herunder hvornår det ville være forkert, behandles også udførligt af virksomhedens indehaver.
Hvis noget af dette ændrer dit svar, var det rigtigt at ændre det. En beslutning af denne størrelse bør kunne overleve sine egne modargumenter.
Det er heller ikke en beslutning, nogen bør træffe alene på baggrund af andres argumenter, heller ikke vores. Den er og bliver en dybt personlig beslutning.
Det, vi skylder dig, er et retvisende billede af oddsene og af, hvordan det rent faktisk foregår. Hvad du gør med det, er dit eget valg.
Det er den ærlige måde at sige det på. Ikke et løfte, ikke en tro, og ikke en angst.
Det er et valg mellem de muligheder, der faktisk findes, truffet af en person, som hellere vil lade spørgsmålet stå åbent end lukke det for altid.
TL;DR: Folk vælger biostasis, fordi det bevarer en usikker mulighed for fremtidig genoplivning. Det giver ingen garanti, men jordbegravelse og kremering fjerner den mulighed permanent.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Læs mere