Hvis du gerne vil tro på noget, er det mest nyttige, du kan gøre, at samle de bedste grunde til ikke at tro på det.
I denne artikel argumenterer vi imod os selv: Vi gennemgår de stærkeste indvendinger mod kryonik, formulerer dem så fair som muligt og besvarer dem uden spin.
Nogle er svage og falder fra hinanden, så snart de formuleres præcist. Et par stykker er reelt stærke, og dem skelner vi tydeligt fra de øvrige.
Ingen af dem er et bevis for, at kryonik ikke virker, for et sådant bevis findes ikke. Det er en lavere tærskel, end det måske lyder til, og vi hævder ikke mere end det.
De videnskabelige indvendinger
»Genoplivning bliver aldrig mulig«
Det bliver som regel sagt med større skråsikkerhed, end der er belæg for. Ingen kan bevise, at genoplivning vil virke.
Men ingen kan heller bevise, at det er umuligt, og det er netop umuligheden, denne indvending skal bevise.
Påstanden bygger på en antagelse om bevaret struktur: at du er det fysiske mønster i din hjerne, og at informationen kan genskabes, hvis dette mønster bevares intakt.
Medicinhistorien rummer mange skråsikre påstande om, hvad der skulle være umuligt. »Vi ved ikke hvordan« er noget andet end »det kan ikke gøres«.
Vi siger også klart, at genoplivning ikke er mulig i dag, og at ingen kan angive en dato.
»Selv hvis genoplivning virker, er dagens metode den forkerte«
Det er den bedre indvending, og den vi tager mest seriøst.
Det er fuldt muligt, at nutidens vitrifikation bevarer mindre, end en fremtidig genoplivning vil kræve.
Vi anerkender denne risiko åbent. Antagelsen er, at en god bevaring i dag kan være tilstrækkelig til, at fremtidens teknologi kan arbejde videre med den.
Det er et væddemål, ikke en garanti. De tekniske mangler er beskrevet, også dem ingen endnu har fundet en løsning på.
Metoden er blevet forbedret støt siden Basile Luyet vitrificerede levende materiale i 1937, og den forbedres stadig. Det er grund til et vist håb, ikke en garanti.
Hvis du finder denne indvending overbevisende, har du forstået et centralt problem i feltet. Det er her, vi selv prioriterer forskningsmidler.
»Du bliver ikke den rigtige dig«
Den svage version siger, at identitet er en immateriel essens, som ingen procedure kan fastholde. Den version er let at afvise og ikke værd din tid.
Den stærke version handler om kontinuitet. En perfekt strukturel genskabelse kunne være en kopi, som tror den er dig, mens du selv blot ophørte med at være.
Det er et reelt filosofisk problem, og vi foregiver ikke, at det er afgjort. Det tages seriøst her i stedet for at blive afvist med en håndbevægelse.
To ærlige ting kan siges. For det første gælder den samme gåde allerede for drømmeløs søvn og fuld bedøvelse, uden at vi kalder det død.
Den anden er, at denne indvending ikke taler til fordel for alternativet. Kremering bevarer ikke kontinuitet. Den afslutter spørgsmålet sammen med strukturen.
Hvis kontinuitet er afgørende for dig, bliver argumentet for at bevare det fysiske grundlag frem for at ødelægge det stærkere, ikke svagere.
De praktiske indvendinger
»Det er for dyrt, så det er kun for de rige«
Prisskiltet er reelt. Kropskryopræservering hos Tomorrow.bio koster omkring 200.000 euro.
Næsten ingen betaler det som et samlet beløb. Det finansieres gennem livsforsikring, som gør et stort beløb til en månedlig præmie.
Det kan bringe det inden for rækkevidde for almindelige lønmodtagere, og forestillingen om, at kryonik kun er for de superrige, behandles mere udførligt et andet sted.
Den typiske hindring er prioritering og overbevisning, ikke betalingsevne. Det er opgjort, hvad pengene faktisk går til, ikke blot hævdet.
Det er stadig et stort beløb, og det er fair at vurdere det. Vi vil hellere have, at du vurderer det, end at du antager, at det er uden for rækkevidde.
»Pengene bør gå til anden videnskab«
På kort sigt har dette argument vægt. Bevaring er ikke nødvendigvis den mest værdiskabende anvendelse af forskningsmidler i dag.
På et længere tidsperspektiv svækkes det. Midlerne er hovedsageligt private, og private investeringer udgør ikke nødvendigvis en fast pulje, der ellers ville gå til kræftforskning.
Det underliggende arbejde smitter også af. Forskning i nedkølet væv kan gavne organtransplantation og akutbehandling, uanset om genoplivning nogensinde bliver mulig.
Et forskningsfelt kan være værd at finansiere alene på grund af sine afledte gevinster.
»Det er skadeligt for miljøet«
Denne indvending bygger på en faktuel misforståelse: at opbevaringen skulle være afhængig af elektricitet.
Det gør den ikke. Patienterne opbevares i vakuumisolerede dewarbeholdere, der holdes kolde med flydende kvælstof og ikke kræver strøm for at bevare temperaturen.
Der skal fyldes flydende kvælstof på med jævne mellemrum, og det er den væsentligste løbende energiudgift. Et strømsvigt bringer ikke en patient i fare.
Miljøbelastningen er beskeden, og den kan blive endnu mindre, efterhånden som produktionen af kvælstof overgår til vedvarende energi.
»Organisationen overlever ikke længe nok«
Den hører til på listen. En tidligere version af denne artikel kaldte den en af de stærke indvendinger uden faktisk at formulere den.
Den er stærk, selv om den sædvanlige formulering overdriver den. Institutioner kan bestå længe: Kongo Gumi, en japansk tempelbyggerivirksomhed, eksisterede i omkring 1.400 år, før den blev overtaget i 2006.
Det, der endnu ikke har vist sig holdbart over meget lange perioder, er en kryonikorganisation. Ingen har eksisteret i noget, der nærmer sig tre hundrede år, og en patient kan være nødt til at vente længere end det.
Svaret handler om organisationens struktur snarere end om beroligende forsikringer. Langtidsopbevaringen er bevidst adskilt fra den daglige drift.
Opbevaringen finansieres af en patientplejefond, der er indrettet til at dække udgifterne med afkastet, ikke med indtægter fra nye salg.
Vi besvarer spørgsmålet direkte, nemlig hvad der sker, hvis Tomorrow.bio går konkurs, i stedet for at behandle det som et spørgsmål, man ikke bør stille.
Intet af dette gør risikoen til nul. Af alle indvendingerne på denne side er det sandsynligvis den, vi selv ville rangere højest.
»Fremtiden vil ikke gøre sig den ulejlighed at genoplive dig«
Den almindelige version bygger på forestillingen om en fjendtlig fremtid. Den stærkere version er mere alvorlig: en indifferent fremtid.
Ingen behøver at ønske dig noget ondt for at lade dig forblive i en dewarbeholder. Det kræver blot andre prioriteter og ingen særlig grund til at handle.
To ting taler mod dette. Genoplivning vil ikke nødvendigvis være en tjeneste for en fremmed, eftersom patienterne vil have journaler, familie og ofte efterkommere.
En fremtid, der er i stand til genoplivning, vil muligvis betragte den som billig, interessant og etisk forsvarlig som en del af sin omsorgspligt.
I en fremtid præget af samfundskollaps sker det måske ikke. I så fald kan opbevaringen fortsætte, og spørgsmålet forbliver åbent frem for at blive endeligt afgjort.
Indvendingen beskriver en forsinkelse i det dårlige tilfælde. Den er ikke et modbevis.
De etiske indvendinger
De fremføres ofte samlet, og de fleste er i virkeligheden indvendinger mod livsforlængende medicin generelt, blot anvendt selektivt på dette tilfælde.
Det gør dem ikke tomme. Det betyder, at man først må undersøge, om de anvendes konsekvent.
»Det bryder med den naturlige orden«
Næsten alt på et sygehus bryder med den naturlige orden. Antibiotika, kejsersnit og dialyse afbryder alle det, der ellers ville ske.
Spørgsmålet er ikke, om en indgriben er naturlig, men om den er god, og det må afgøres fra sag til sag.
Når indvendingen er religiøst begrundet, fortjener den et reelt svar frem for et skuldertræk, og det får den her.
»Det er egoistisk«
At bruge penge på sin egen overlevelse er ikke i sig selv egoistisk, for så ville al medicinsk behandling være egoistisk.
Den skarpere version handler om omkostningen for din familie ved at vælge noget andet fra. Det er værd at tage alvorligt og gennemgås her.
At tilmelde sig kan ofte være det modsatte af egeninteresse. Mange medlemmer gør det, så deres familie ikke bliver overladt til at skulle beslutte under pres.
»Du ville aldrig kunne tilpasse dig fremtiden«
Denne indvending bygger på forestillingen om et menneske, der vågner alene i et fremmed århundrede uden nogen til at forklare situationen.
Det er ikke det scenarie, der lægges op til. Genintegration er en del af projektet, og spørgsmålet om at vågne alene besvarer vi direkte.
Mennesker kan allerede i løbet af ét liv bevæge sig mellem meget forskellige kulturelle verdener. Tilpasning er svær, men den er ikke uden fortilfælde.
Det er hele pointen med at argumentere mod os selv. Et valg, du har prøvet af mod den stærkeste kritik, er et valg, du bedre kan stå ved.
Vores medstifter har argumenteret udførligt for, hvornår det overhovedet er forsvarligt at tilbyde dette, og hvornår det ikke er det, har vores medstifter argumenteret for i fuld længde.
Hvis argumentet om en lille chance frem for ingen chance stadig holder efter alt dette, har indvendingerne gjort deres arbejde, og det har du også.
Kort fortalt: De stærkeste indvendinger handler om skader under bevaring, usikker genoplivning og langsigtet institutionel risiko. Disse problemer er reelle, men de beviser ikke, at det er meningsløst at forsøge at bevare muligheden.
Udforsk dette praktiske værktøj
Brug det interaktive værktøj til at udforske spørgsmålet i denne artikel.
Indlæser det interaktive værktøj...
Læs videre